Samtaler med Gud: kollektiv bevidsthed

  • 2013
Indholdsfortegnelse skjul 1 2 7 3 4 8 5 Samtaler med Gud: kollektiv bevidsthed

Og hvad sker der med lidelsen? Er lidelse vejen til Gud? Nogle siger, at det er den eneste måde ...

Jeg kan ikke lide lidelse, og hvis nogen siger andet, kender de mig ikke.

Lidelse er et unødvendigt aspekt af den menneskelige oplevelse. Det er ikke kun unødvendigt; Det er også tåbeligt, ubehageligt og farligt for helbredet.

Så hvorfor er der så meget lidelse? Hvorfor sætter du ikke en stopper for det, hvis du er Gud, da du ikke kan lide det så meget?

Jeg har allerede afsluttet det. Men du nægter blot at bruge de værktøjer, jeg har givet dig, til at gøre det.

Og det er, at lidelse ikke har noget at gøre med begivenheder, men med, hvordan man reagerer på dem.

Hvad der sker er kun hvad der sker. Men hvad man synes om det, er en anden sag.

Jeg har givet dig de værktøjer, som du kan reagere på og reagere på begivenheder, så smerten falder - faktisk fjernes den - men du har ikke brugt dem.

Undskyld, men hvorfor fjerner du ikke begivenhederne?

Et godt spørgsmål Desværre kontrollerer jeg dem ikke overhovedet.

Hvad kontrollerer du overhovedet ikke?

Selvfølgelig ikke. Begivenheder er begivenheder i tid og rum, som du fremstiller efter dit eget valg; og jeg vil aldrig blande mig i dine beslutninger. At gøre det ville være ensbetydende med at ignorere ens egen grund til at have skabt dig. Men jeg har forklaret alt dette før.

Nogle begivenheder produceres med vilje, og andre tiltrækker du mere eller mindre bevidst. Nogle af dem - de store naturkatastrofer er blandt dem, som du inkluderer i denne kategori - tilskriver du "skæbne".

Imidlertid er "skæbnen" intet andet end sættet af alle tanker; med andre ord planetens bevidsthed .

Den "kollektive bevidsthed" ...

Netop. Det er det.

Der er dem, der siger, at verden har antallet af dage. Vores økologi er ved at dø. Vores planet er på vej mod en stor geofysisk katastrofe: jordskælv; vulkaner; måske endda en ændring i hældningen af ​​jordens akse. Og der er andre, der hævder, at kollektiv bevidsthed kan ændre alt dette; At vi kan redde Jorden med vores tanker.

Tanker bliver til handling. Hvis et tilstrækkeligt antal mennesker tror, ​​at der skal gøres noget for at hjælpe miljøet, vil du redde Jorden. Men du skal skynde dig, fordi der allerede er gjort mange skader og i lang tid. Og en stor holdningsændring vil være påkrævet.

Mener du, at hvis vi ikke gør det, vil vi se, hvordan Jorden ødelægges sammen med dens indbyggere?

Jeg har gjort lovene i det fysiske univers klare nok, så enhver kan forstå dem. Der er love om årsag og virkning, som allerede er tilstrækkeligt afklaret for dine videnskabsfolk, dine fysikere og gennem dem for dine verdensledere. Det er ikke nødvendigt at afklare disse love igen.

Lad os vende tilbage til lidelse. Hvor fik vi ideen om, at lidelse er god, at helgenen "lider i tavshed"?

Den hellige "lider i stilhed", men det betyder ikke, at lidelsen er god. Lærernes lærlinger lider i tavshed, fordi de forstår, at lidelse ikke er vejen til Gud, men snarere et bestemt tegn på, at de stadig har noget at lære på vej til Gud; Noget at huske.

Den ægte Mester lider overhovedet ikke i tavshed, men ser kun ud til at lide uden at klage. Årsagen til, at den rigtige Mester ikke klager, er, at den rigtige Mester ikke lider, men blot oplever en række omstændigheder, som du vil kalde uudholdelig.

En praktiserende Mester taler ikke om lidelse, simpelthen fordi han klart forstår Ordets kraft; derfor beslutter han simpelthen ikke at tale om det.

Vi gør det rigtigt, hvad vi er opmærksomme på. Og Mesteren ved det. Mesteren erkender, at han vælger, hvad han beslutter at gøre reel.

I gør det alle fra tid til anden. Der er ingen af ​​jer, der ikke har fået hovedpine til at forsvinde, eller at et besøg hos tandlægen har været mindre smertefuldt ved hjælp af en beslutning i denne henseende.

En lærer træffer simpelthen den samme beslutning om spørgsmål af større betydning.

Men hvorfor lider vi? Hvorfor har vi endda muligheden for at lide?

Du kan ikke vide, og heller ikke blive, hvad du er, i fravær af, hvad du ikke er, som jeg allerede har forklaret.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor vi har ideen om, at lidelse er god.

Du handlede med god dømmekraft ved at insistere på dette spørgsmål. Den oprindelige viden omkring spørgsmålet om lidelse i stilhed er blevet forvandlet, så mange nu tror (og flere religioner virkelig lærer), at lidelse er god, og glæde er dårlig. Derfor har du besluttet, at hvis nogen har kræft og ikke fortæller nogen, er han en helgen; og på den anden side, hvis nogen har en kraftig seksualitet (til at vælge et eksplosivt tema) og fejrer det åbent, er han en synder.

Dreng, du har virkelig valgt et eksplosivt tema! Derudover har du dygtigt ændret pronomenet fra mand til kvind. Hvilken idé har du gjort det?

Med at vise dig dine fordomme. Du kan ikke lide at tro, at en kvinde har en kraftig seksualitet, meget mindre, at hun fejrer den åbent.

Du vil hellere se en mand dø uden en stønn på slagmarken end en kvinde, der elsker med mange stønner på gaden.

T nej?

Jeg har ingen dom vedrørende det ene eller det andet. Men du har en hel række domme; og jeg vil fortælle dig, at det er dine domme, der forhindrer din glæde og dine forventninger, der gør dig ulykkelig.

Alt dette sammen er det, der får din ondskab til - at være og følgelig give anledning til din lidelse.

Hvordan ved jeg, at det, du siger, er sandt? Hvordan ved jeg endda, at det er Gud, der taler til mig, og ikke min egen hyperaktive fantasi?

Det har du spurgt mig før. Og mit svar er det samme. Hvad er forskellen? Selv hvis alt det, jeg har fortalt dig, var "forkert", kan du tænke på en bedre måde at leve på?

Nej.

Derefter er det "forkerte" rigtigt, og det "rigtige" er forkert!

Lad mig fortælle dig noget for at hjælpe dig i dit dilemma: tro ikke på noget, jeg siger dig. Bare lev det. Oplev det. Lever derefter ethvert andet paradigme, du vil opbygge. Overvej derefter din oplevelse, når det kommer til at finde din sandhed.

En dag, hvis du har meget mod, vil du opleve en verden, hvor det at elske vil blive betragtet som bedre end at føre krig. Den dag vil du glæde dig.

7

Livet forårsager så meget skræk! Og det er så forvirrende! Jeg vil have, at tingene skal være klarere.

Livet har intet skræmmende, hvis du ikke bekymrer dig om resultaterne.

Du mener, hvis du ikke vil have noget ...

Præcis. Vælg, men ønsker ikke det.

Det er meget let for de mennesker, der ikke har nogen til at stole på dem. Men hvad hvis man har en kone og børn?

Familiestien har altid været en meget stimulerende sti; Måske den mest stimulerende. Som du siger, er det meget let at "ikke ønsker noget", når du kun behøver at bekymre dig om dig selv. Når du har andre mennesker, du elsker, er det naturligt kun at ønske det bedste for dem.

Det er smertefuldt ikke at kunne give dem alt det, du vil have dem. Et dejligt hjem, anstændigt tøj, nok mad ... Jeg føler at jeg har kæmpet i tyve år bare for altid at leve i balance. Og i sidste ende for intet.

Mener du materiel velstand?

Jeg mener nogle af de grundlæggende ting, en mand gerne vil give sine børn. Jeg mener nogle af de enkle ting, som en mand gerne vil give sin kone.

Jeg ser Du tror, ​​at din opgave i livet er at give dem alle disse ting. Kan du forestille dig, hvad det handler om dit liv?

Jeg er ikke sikker på, at jeg rejste det på den måde. Ikke at mit liv består af det, men det ville bestemt være godt, hvis det i det mindste var et biprodukt.

Nå. Så lad os komme tilbage til det. Hvad tror du, dit liv består af?

Det er et godt spørgsmål. I årenes løb har jeg haft forskellige svar på det.

Hvad er dit svar på dette tidspunkt?

Jeg ser ud til at have to svar på spørgsmålet: svaret på, hvad jeg gerne vil tro, er, og svaret på, hvad jeg tror, ​​det er.

Hvad er svaret på, hvad du gerne vil tro, at det er?

Jeg vil gerne tro, at mit liv består i udviklingen af ​​min sjæl. Jeg vil gerne tro, at mit liv består i at udtrykke og opleve den del af mig, jeg elsker mest; den del af mig, der er medfølelse og tålmodighed, dedikation og hjælp; den del af mig, der er viden og visdom, tilgivelse og ... kærlighed.

Det lyder som om du har læst denne bog!

Ja, og selvfølgelig er det en vidunderlig bog på esoterisk niveau; men jeg prøver at forstå, hvordan man "praktiserer det." Svaret på dit spørgsmål om, hvad jeg virkelig tror, ​​at mit liv består af, er, at det er at overleve dag for dag.

Ah! Og tror du, at den ene ting udelukker den anden?

Nå ...

Tror du, at det esoteriske udelukker overlevelse?

Sandheden er, at jeg gerne vil gøre mere end at overleve. Jeg har overlevet alle disse år; og jeg tror, ​​jeg er det stadig. Men jeg vil, at kampen for livet skal slutte. Jeg mener, at trækning dag for dag også er en kamp. Jeg vil gerne gøre mere end at overleve. Jeg vil gerne have fremgang.

Og hvad ville du kalde velstand?

At have nok til ikke at skulle bekymre sig om, hvordan jeg får min næste dollar; At ikke være en belastning og en anstrengelse den enkle kendsgerning at betale huslejen eller telefonregningen. Jeg vil sige, at jeg er ked af at være triviel, men vi taler om det virkelige liv og ikke om eventyr eller det romantiske billede af livet, som du beskriver i denne bog.

Jeg opdager en vis vrede ...

Ikke så meget vrede som frustration. Jeg har fulgt det spirituelle spil i over tyve år og se hvad jeg har opnået: en check for de fattiges asyl! Og nu har jeg lige mistet mit job, og det ser ud til, at pengestrømmen er stoppet igen. Jeg er virkelig træt af at kæmpe. Jeg er niogfyrre år gammel, og jeg vil gerne have en vis sikkerhed i livet for at kunne bruge mere tid på "essensen af ​​Gud", sjælens "udvikling" osv. Det er her mit hjerte er, men det er ikke, hvor mit liv tillader mig at gå ...

Nå, alt det er meget godt sagt; og jeg formoder også, at du taler på vegne af en hel række mennesker, der deler den samme oplevelse. Jeg vil svare din oprigtighed sætning for sætning, så vi let kan spore svaret og undersøge det detaljeret.

Du har ikke fulgt "det åndelige spil" i tyve år, men har næppe berørt dets banker. (Forresten, dette er ikke en bebrejdelse, men kun bekræftelsen af ​​en sandhed.) Jeg vil give dig, at du i to årtier har overvejet det; flirter med ham; oplever det fra tid til anden ... men jeg har ikke opfattet din autentiske - din mest autentiske - forpligtelse til spillet indtil for nylig.

Lad det være klart, at "at følge det åndelige spil" betyder at dedikere hele dit sind, hele din krop, hele din sjæl til processen med at skabe dig selv i Guds billede og lighed.

Dette er processen med selvrealisering, som østlige mystikere har skrevet. Og det er frelseprocessen, som mange vestlige teologer har behandlet.

Det er en handling med den øverste bevidsthed, der udføres dag for dag, time for time, øjeblik for øjeblik. Det er et valg og et genvalg på hvert øjeblik. Det er en kontinuerlig skabelse. En bevidst skabelse; Oprettelse med et formål. Det handler om at bruge de skabelsesværktøjer, vi har talt om, og bruge dem bevidst og med en sublim intention.

Det er "at deltage i det åndelige spil." Så hvor længe har du været dedikeret til det?

Jeg er ikke engang startet

Gå ikke fra det ene ekstreme til det andet, og vær ikke så hård mod dig selv. Du har dedikeret dig til denne proces, og i virkeligheden er du mere involveret i den, end du tror. Men du har ikke gjort det i tyve år eller noget lignende. Sandheden er dog, at det ikke er vigtigt, hvor længe du har været dedikeret til det. Er du nu ?: Det er det, der tæller.

Lad os gå til din erklæring. Du siger "se hvad du har opnået", og du beskriver dig selv til at gå til "de fattiges asyl". Men jeg ser på dig, og det, jeg ser, er noget helt andet. Jeg ser en person, der er ved at gå til et pragtfuldt hus! Du tror, ​​du har en glemsomhedskontrol, og jeg ser, at du har en Nirvana-check. Selvom dette selvfølgelig i vid udstrækning afhænger af, hvad du mener, at din "løn" er, og i hvilket mål dirigerer du dit arbejde.

Hvis formålet med dit liv er at erhverve det, du kalder sikkerhed, ser jeg og forstår, hvorfor du føler, at du har "en kontrol af de fattiges asyl." Selv denne erklæring er dog genstand for afhjælpning, da med min "løn" vil alt godt komme til dig, inklusive oplevelsen af ​​at føle dig tryg i verden.

Min "løn" - den betaling, du får, når du "arbejder for" Mig - giver meget mere end åndelig velvære. Du kan også få fysisk velvære. Men den ironiske del af sagen er, at når du først oplever den form for åndelig velvære, som min betaling giver, vil du indse, at den sidste ting, der vil bekymre dig, vil være fysisk velvære.

Selv dine familiemedlemmers fysiske velvære vil stoppe med at bekymre sig, da når du når et bestemt niveau af bevidsthed om Gud, vil du forstå, at du ikke er ansvarlig for nogen anden menneskelig sjæl, og at selvom det er værd at rose at ønske Alle sjæle nyder velvære, hver af dem skal vælge - vælger - deres egen skæbne til enhver tid.

Det er indlysende, at det at mishandle eller bevidst ødelægge en anden person ikke netop er den højeste handling. Det er åbenlyst, at det er lige så upassende at forsømme behovene hos dem, der har fået dem til at afhænge af dig.

Din opgave er at gøre dem uafhængige; ved at undervise dem - så hurtigt og fuldstændigt som muligt - hvordan man undgår dig. Foretruk ikke dem, mens de har brug for dig for at overleve, men kun og virkelig, i øjeblikket de indser, at de ikke har brug for dig.

I samme forstand vil det vigtigste øjeblik for Gud være det, når du er klar over, at du ikke har brug for nogen Gud.

Ja, jeg ved ... dette er antitesen til alt hvad du altid har tænkt. Men dine lærere har talt til dig om en vred og misundelig Gud, om en Gud, der er behov for. Og det er overhovedet ikke en Gud, men en neurotisk erstatning for, hvad en guddom ville være.

En sand mester er ikke en, der har flere disciple, men en, der skaber flere mestre.

En ægte leder er ikke en, der har flere tilhængere, men en, der skaber flere ledere.

En ægte konge er ikke en, der har flere emner, men en, der får de fleste af dem adgang til royalty.

En ægte lærer er ikke en, der har mere viden, men en, der får de fleste af sine kammerater til at nå viden.

Og en sand Gud er ikke den, der har det største antal tjenere, men den, der tjener det største antal af dem, hvilket gør dem til guder.

Dette er så Guds formål og ære: at hans undersåtter ophører med at være sådan, og at alle kender Gud ikke som den uopnåelige, men som den uundgåelige.

Jeg vil have dig til at forstå dette: din lykkelige skæbne er uundgåelig. Du kan ikke stoppe "gem." Der er ikke mere helvede end at ignorere dette.

Så med dine forældre, hustruer og kære, skal du prøve ikke at gøre din kærlighed til et lim, der binder, men snarere en magnet, der først tiltrækker, men derefter vender sig og frastøder, så de, den tiltrækker, ikke starter At tro at de er nødt til at være knyttet til dig for at overleve. Intet kan være længere væk fra sandheden. Intet kan være mere skadeligt for andre.

Lad din kærlighed kaste dine kære ud i verden, og oplev fuldt ud, hvem de er. Hvis du gør dette, vil du virkelig have elsket.

Denne måde at være familiehoved på er en stor udfordring. Der er mange distraktioner, mange verdslige bekymringer. Ingen af ​​dem bekymrer et asketisk stof. De bringer ham sit brød og hans vand, giver ham den ydmyge mat til at ligge på, og han kan vie alle sine timer til bøn, meditation og kontemplation over det guddommelige. Hvor let er det at overveje det guddommelige under disse omstændigheder! Hvilken simpel opgave! Ah, men giv ham en kone og børn! Overvej det guddommelige i en baby, der skal ændres klokka tre om morgenen! Overvej det guddommelige på en faktura, der skal betales i begyndelsen af ​​måneden! Anerkend Guds hånd i den sygdom, som din kone får, i det arbejde, du lige har mistet, i dit barns feber, i dine forældres smerter! Nu er det, når vi taler om hellighed!

Jeg forstår din træthed. Jeg ved, at du er træt af at kæmpe. Men jeg kan forsikre dig om en ting: Når du følger mig, forsvinder kampen. Lev i dit guddommelige rum, og hver begivenhed vil være velsignelser.

Hvordan kan jeg få min guddommelige plads, når jeg netop har mistet mit job, huslejen skal betales, drengene skal til tandlægen, og at bo i mit høje og filosofiske rum virker den mindst sandsynlige måde at løse alt dette på?

Forlad mig ikke, når du har mest brug for mig. Dette er tiden til din største test. Dette er øjeblikket af din største mulighed. Det er muligheden for at vise dig selv, hvad der er skrevet her.

Når jeg siger "forlade mig ikke", ser jeg ud som den trængende og neurotiske gud, vi har talt om. Men det er jeg ikke. Du kan "forlade mig", hvis du vil. Jeg er ligeglad, og intet vil ændre sig imellem os. Jeg siger simpelthen dig som svar på dine spørgsmål. Når tingene bliver dårlige, er det, når du oftest glemmer, hvem du er, og de værktøjer, som jeg har givet dig til at skabe liv, når du beslutter dig.

Dette er mere end nogensinde tid til at gå til dit guddommelige rum. For det første vil det give dig en stor ro i sindet; store ideer kommer fra en rolig ånd, og disse ideer kan være løsningen på de største problemer, du forestiller dig, at du vil have.

For det andet er dit guddommelige rum det sted, hvor du realiserer dig selv, og det er formålet - det eneste formål - med din sjæl.

Når du er i dit guddommelige rum, ved du og forstår, at alt hvad du oplever i det øjeblik er forbigående. Jeg forsikrer dig om, at himmel og jord vil passere, men at du ikke vil passere. Dette evige perspektiv hjælper dig med at se tingene i deres sande dimension.

Du kan definere de nuværende forhold og omstændigheder som hvad de virkelig er: midlertidig og midlertidig. På denne måde kan du bruge dem som værktøjer - da det er det, det handler om: midlertidige og midlertidige værktøjer - i skabelsen af ​​den nuværende oplevelse.

Hvem tror du virkelig du er? I forhold til den oplevelse, der kaldes "at miste dit job", hvem tror du, du er? Og hvad kan være mere relevant, hvem tror du, jeg er? Kan du forestille dig, at det er et problem, der er for stort for mig at løse? Har et mirakel brug for at komme ud af denne situation, der er for stor til, at jeg kan gøre? Jeg forstår, at du måske synes, at det er for stort for dig at gøre, selv med alle de værktøjer, jeg har givet dig; Men tror du virkelig, det er for mig?

Intellektuelt ved jeg, at det ikke er en opgave for stor for Gud. Men følelsesmæssigt antager jeg, at jeg ikke kan være sikker; ikke så meget, at du kan, som du vil gøre det.

Jeg ser Så det er et spørgsmål om tro.

Ja.

Du sætter ikke spørgsmålstegn ved min evne til at gøre det; Du tvivler ganske enkelt på mit ønske.

Bemærk, jeg identificerer mig stadig med den teologi, der siger, at et sted der kan være en lektion for mig. Men jeg er ikke sikker på, at jeg skulle have en løsning. Måske skulle jeg have problemet. Måske er det en af ​​disse "tests", som min teologi fortsætter med at tale med mig om. Derfor er jeg bekymret for, at dette problem muligvis ikke har nogen løsning; at du vil lade mig hænge ...

Måske er dette et godt tidspunkt at gennemgå endnu en gang, hvordan du og jeg interagerer, da du mener, det er mit ønske, og jeg siger dig, at det er dit.

Jeg vil have, hvad du vil have for dig selv. Intet mere og intet mindre.

Jeg ankommer ikke og bedømmer, anmodning efter anmodning, om jeg skal give noget eller ej.

Min lov er årsagen og virkningen; ikke "vi vil se" loven. Der er intet, du ikke kan have, hvis du beslutter dig for at have det. Jeg vil have givet det til dig, før du spørger mig. Tror du det?

Nej. Jeg er ked af det. Jeg har set for mange bøner ubesvarede.

Føler det ikke Hold altid sandheden; Sandheden i din oplevelse. Jeg forstår det Jeg respekterer ham. Og det virker fint.

Okay, da jeg ikke tror, ​​at jeg får noget, jeg beder om. Mit liv har ikke været præcist et vidnesbyrd i den henseende. Faktisk får jeg sjældent det, jeg spørger. Og når jeg får det, betragter jeg mig selv som en forbandert heldig.

Her er en interessant kombination af ord. Tilsyneladende har du to muligheder. I dit liv kan du enten være en forbandet heldig eller en velsignet heldig. Jeg foretrækker, at du er en heldig velsignet; men selvfølgelig vil jeg aldrig blande mig ind i dine beslutninger.

Jeg forsikrer dig: du får altid det, du tror, ​​og du skaber konstant.

Jeg dømmer ikke de kreationer, du får vist; Jeg træner dig simpelthen til at få dig til at vises mere og mere og mere ... Hvis du ikke kan lide det, du lige har oprettet, skal du vælge igen. Min opgave som Gud er altid at give dig den mulighed.

Nu fortæller du mig, at du ikke altid har fået det, du ville have. Men jeg vil fortælle dig, at du altid har opnået det, du har forårsaget.

Dit liv er altid resultatet af dine tanker om det, inklusive din tanke - åbenlyst kreativ - at du sjældent får det, du ønsker .

I dette konkrete tilfælde ser du dig selv som et offer for situationen, der har mistet dit job. Men sandheden er, at du ikke længere ville have det job. Du stoppede med at stå op om morgenen med håb, og du begyndte at rejse dig med frygt. Du stoppede med at være tilfreds med dit arbejde, og du begyndte at føle harme. Du begyndte endda at forestille dig, at du gjorde noget andet.

Tror du, at alt det betyder intet? Du forstår ikke din magt. Jeg forsikrer dig: Dit liv udvikler sig i henhold til dine intentioner om det.

Så hvad er din intention nu? Har du til hensigt at bevise din teori om, at livet sjældent giver dig det, du vil? Eller for at vise, hvem du virkelig er, og hvem jeg er?

Jeg føler mig utilpas. Straffet. Forundret.

Og hvad har jeg brug for? Hvorfor anerkender du ikke simpelthen sandheden, når du hører den, og går hen til den? Der er ikke behov for dig at kritisere dig selv. Bare se på, hvad du har valgt, og vælg igen.

Men hvorfor er jeg altid så disponeret for at vælge det negative? Og så til at kritisere mig selv for det?

Og hvad ellers kunne du forvente? Siden dine tidlige år har de fortalt dig, at du er "dårlig". Du accepterede, at du blev født i "synd." At føle sig skyldig er et indlært svar. Du har fået at vide, at du skulle føle dig skyldig for ting, du havde gjort, før du kunne gøre noget. De har lært dig at skamme dig over at ikke være født perfekt.

Denne formodede tilstand af ufuldkommenhed, hvor du siger, at du er kommet til denne verden, er, hvad dine religiøse teoretikere har nerven til at kalde original synd. Og det er en original synd; men ikke din Det er den første synd, der er begået af dig af en verden, der intet ved om Gud fra det øjeblik, den tror, ​​at Gud ønsker at eller kunne skabe noget ufuldkommen.

Nogle af dine religioner har udarbejdet sande teologier omkring denne fejltagelse. For det er, hvad det er: bogstaveligt talt en fejltagelse, da alt hvad jeg forestiller mig og alt det, som jeg giver liv, er perfekt; en perfekt afspejling af ens perfektion, lavet i billedet og ligner min.

Men for at retfærdiggøre ideen om en straffende Gud, er dine religioner nødt til at skabe noget, som jeg skal være vred for. Selv de, der fører et eksemplarisk liv, skal derfor reddes på en eller anden måde. Hvis de ikke behøver at blive frelst fra sig selv, er de nødt til at blive frelst fra deres egen indre ufuldkommenhed. Således bekræfter de sådanne religioner - det er bedre, at du gør noget ved det, og hurtigt, eller så går du direkte til helvede.

Alt dette, kort sagt, kan du ikke gøre noget for at placere en underlig gud, kolon og retfærdig, men det giver anledning til mærkelige, kolesteriske og vindikative religioner. På denne måde foreviget religioner sig selv. På denne måde forbliver magten koncentreret i nogle få hænder snarere end at blive en oplevelse inden for rækkevidde af mange.

Selvfølgelig vælger du konstant den mindst tanke, den mindste idé, det mindste selvbegreb og din magt, for ikke at nævne begrebet M og af min kraft. Sådan lærte de dig.

Gud, hvordan kan jeg modvirke denne lære?

Det er et godt spørgsmål og rettet til den rigtige person!

Du kan imødegå dem ved at læse og læse denne bog igen. Læs det igen og igen. Indtil du forstår hvert afsnit. Indtil du sætter dig ind i hvert enkelt ord. Når du kan citere deres passager til andre, når du kan bringe deres sætninger til dit sind i dine mørkeste timer, så har du modarbejdet læren.

Men der er stadig mange ting, jeg vil bede dig; Der er stadig mange ting, jeg vil vide.

Af selvfølgelig! Du startede med en meget lang liste med spørgsmål. Går vi tilbage til hende?

8

Hvornår lærer jeg nok om forhold, så min går på hjul? Er der nogen måde at være lykkelig i forhold? Bør de konstant være en test?

Du har intet at lære om forhold. Du skal kun manifestere det, du allerede ved.

Der er en måde at være lykkelig i forhold og: det er at bruge dem til deres eget formål og ikke til det, du har udpeget dem til.

Forhold er en konstant test; inviterer konstant til at skabe, udtrykke og opleve de højeste facetter af dig selv, de største visioner for dig selv, de mest storslåede versioner af dig selv. Intet andet sted kan du gøre dette mere øjeblikkeligt, effektivt og pletfri end i forhold. Hvis det ikke var for forhold, kunne du ikke gøre det overhovedet.

Kun gennem dine forhold til andre mennesker, steder og begivenheder kan du eksistere (som en genkendelig mængde, som noget, der kan identificeres) i universet. Husk: I mangel af noget andet er du ikke det. Du er kun det, du er i forhold til noget andet, der ikke er. Så det er i den pårørendes verden, i modsætning til den absolutte verden, hvor jeg bor.

Når du forstår dette klart, når du forstår det dybt, velsigner du intuitivt hver eneste af dine oplevelser, hvert menneskeligt møde, og især menneskelige personlige forhold, for du ser dem som noget konstruktivt i deres højeste forstand. Du ser, at de kan bruges, at de skal bruges, at de bruges (uanset om du vil have det eller ej), til at bygge den, du virkelig er.

Denne konstruktion kan være en storslået skabelse af dit eget bevidste design eller en streng konfiguration af begivenheder. Du kan vælge at være en person, der simpelthen er et produkt af hvad der er sket, eller af hvad du har valgt at være og gøre baseret på hvad der er sket. Det er på denne sidste måde, at skabelsen af ​​Selvet realiseres.

Velsign derfor ethvert forhold, og betragt dem alle som specielle og konstitutive over hvem du virkelig er, og vælg nu at være.

Nu refererer dit spørgsmål til individuelle menneskelige forhold af en romantisk type, som jeg forstår. Så lad mig henvise, specifikt og udførligt, til menneskelige kærlige forhold, det spørgsmål, der fortsat giver dig så mange bekymringer!

Når menneskelige kærlighedsforhold mislykkes (i virkeligheden svigter forholdet aldrig, undtagen i den strengt menneskelige forstand, at de ikke giver det resultat, du ønsker), er det fordi de var startet af en forkert grund.

(Selvfølgelig er "forkert" et relativt udtryk, hvilket betyder noget modsat det, der er "rigtigt", uanset hvad det er. Det ville være mere præcist på dit sprog at sige "forhold mislykkes - ændre sig - oftere når de er startet af grunde, der ikke er helt gavnlige, eller som fører til deres overlevelse. ”)

De fleste mennesker indleder forhold med deres seværdigheder, hvad de kan få ud af dem.

Målet med et forhold er at beslutte, hvilken del af dig selv du gerne vil se "opdaget"; ikke hvilken del af den anden person du kan fange og beholde .

Der kan kun være et mål for forhold og for en levetid: være og beslutte, hvem du virkelig er.

Det er meget romantisk at sige, at du ikke var "noget", før den anden specielle person ankom; Men det er ikke sandt. Og hvad der er værre, det antager et utroligt pres på denne person, hvilket tvinger ham til at være en hel række ting, som han ikke er.

Han ønsker ikke at "skuffe", han prøver med stor indsats for at være og gøre disse ting, indtil han ikke længere kan. Han kan ikke længere færdiggøre det portræt, du har forfalsket af ham eller hende. Han kan ikke længere spille den rolle, der er tildelt ham. Harme opstår. Og så vrede.

Til sidst, for at redde sig selv (og forholdet), begynder den anden specielle person at genvinde sit sande jeg og handler mere i overensstemmelse med Who She Really Is. Og i det øjeblik er det, når du siger, at "det virkelig har ændret sig."

Resulta muy romántico decir que, ahora que esa otra persona especial ha entrado en tu vida, te sientes completo. Pero el objetivo de la relación no es tener a otra persona que te complete, sino tener a otra persona con la que compartir tu completitud.

He aquí la paradoja de todas las relaciones humanas: no necesitáis a una determinada persona para experimentar plenamente Quienes Sois, y… sin otro, no sois nada.

Aquí radica a la vez el misterio y el prodigio, la frustración y la alegría de la experiencia humana. Requiere un conocimiento profundo y una total voluntad vivir en esta paradoja de un modo que tenga sentido. Y observo que muy pocas personas lo hacen.

La mayoría de vosotros iniciáis vuestras relaciones en los primeros años de madurez, con esperanza, plenos de energía sexual, el corazón abierto de par en par y el alma alegre e ilusionada.

En algún momento entre los cuarenta y los sesenta años (y para la mayoría más pronto que tarde), renunciáis a vuestro más magnífico sueño, abandonáis vuestra más alta esperanza, y os conformáis con vuestras menores expectativas; o con nada en absoluto.

El problema es sumamente básico, sumamente sencillo; y, sin embargo, trágicamente mal interpretado: vuestro más magnífico sueño, vuestra más alta idea y vuestra más acariciada esperanza se había referido a vuestro amado otro, en lugar de a vuestro amado Yo. La prueba de vuestras relaciones se había referido al hecho de hasta qué punto el otro se ajustaba a vuestras ideas, y en qué medida considerabais que vosotros os ajustabais a las suyas. Sin embargo, la única prueba auténtica se refería al hecho de hasta qué punto vosotros os ajustabais a las vuestras.

Las relaciones son sagradas porque proporcionan la más grandiosa oportunidad en la vida – en realidad, la única oportunidad – de crear y producir la experiencia de tu más elevado concepto de ti mismo. Las relaciones fracasan cuando las consideras la más grandiosa oportunidad de crear y producir la experiencia de tú más elevado concepto de otro.

Si dejas que, en una relación con otra persona, cada uno se preocupe de Sí mismo: de lo que Uno mismo es, hace y tiene; de lo que Uno mismo quiere, pide, obtiene; de lo que Uno mismo busca, crea, experimenta… todas las relaciones servirán magníficamente a este propósito, ya quienes participen en ellas.

Deja que, en la relación con otra persona, cada uno se preocupe, no del otro, sino sólo y únicamente de Sí mismo.

Parece una enseñanza extraña, ya que os han dicho que en la forma más elevada de relación uno se preocupa únicamente del otro. Pero Yo te digo esto: es el hecho de centrarte en el otro – de obsesionarte con el otro – lo que hace que las relaciones fracasen.

¿Qué es el otro? ¿Qué hace? ¿Qué tiene? ¿Qué dice, quiere o pide? ¿Qué piensa, espera o planea?

El Maestro entiende que no importa lo que el otro sea haga, tenga, diga, quiera o pida. No importa lo que el otro piense, espere o planee. Sólo importa lo que tú hagas en relación con ello.

La persona que más ama es la persona que está más centrada en Sí misma.

Esa es una enseñanza radical…

No si la observas con atención. Si no te amas a ti mismo, no puedes amar a otro. Mucha gente comete el error de tratar de amarse a Sí mismo a través de amar a otro. Por supuesto, no se dan cuenta de lo que hacen. No se trata de un esfuerzo consciente, sino de algo que se da en la mente, a un nivel muy profundo, en lo que llamáis el subconsciente. Piensan: “Si puedo amar a otros, ellos me amarán a mí. Entonces seré alguien digno de ser amado, y, por lo tanto, Yo me amaré a mí mismo”.

El reverso de esto es que muchas persona se odian a sí mismas porque piensan que no hay nadie que las quiera. Se trata de una enfermedad; es el verdadero “mal de amores”, pues lo cierto es que sí hay otras personas que les quieren, pero no importa. No importa cuánta gente manifieste su amor hacia ellos; nunca es suficiente.

En primer lugar, no creen en ti. Piensan que tratas de manipularles, que tratas de sacar algo de ellos. (¿Cómo podrías quererlos por lo que realmente son? No. Debe haber un error. ¡Seguro que quieres algo! Entonces ¿qué es lo que quieres?)

Se cruzan de brazos, tratando de comprender cómo alguien puede realmente quererles. Así, no te creen, y emprenden una campaña para hacer que se lo demuestres. Tienes que demostrarles que les quieres. Y, para hacerlo, pueden pedirte que empieces a cambiar tu conducta.

En segundo lugar, si finalmente aceptan que pueden creer que les quieres, inmediatamente empiezan a preocuparse acerca de cuánto tiempo lograrán mantener tu amor. Así, con el fin de conservarlo, empiezan a cambiar su conducta.

De este modo, dos personas se pierden a sí mismas – literalmente – en la relación. Inician la relación esperando encontrarse a sí mismas, y, en lugar de ello, se pierden a sí mismas.

Esta pérdida de Uno mismo en una relación es lo que provoca la mayor parte de la amargura en estas parejas.

Dos personas se unen para compartir su vida, esperando que el todo será más que la suma de las partes, y se encuentran con que es menos. Se sienten menos que cuando estaban solos. Menos capaces, menos h biles, menos apasionantes, menos atractivos, menos alegres, menos contentos

Y ello es as porque son menos. Han renunciado a la mayor parte de lo que son con el fin de tener y conservar la relaci n.

Las relaciones nunca han tenido por qu ser as . Pero as es como las han experimentado la mayor a de las personas que conoces.

Hvorfor? Hvorfor?

Porque la gente ha perdido el contacto (si es que alguna vez lo tuvo) con el prop sito de las relaciones.

Cuando has dejado de ver a los otros como almas sagradas en un viaje sagrado, no puedes ver el prop sito, la raz n, que se oculta tras toda relaci n .

El alma ha venido al cuerpo, y el cuerpo ha venido a la vida, con el prop sito de evolucionar. Est is en evoluci n; est is en devenir. Y utiliz is vuestras relaciones con cualquier cosa para decidir aquello que quer is devenir.

Esa es la tarea que hab is venido a realizar aqu . Esa es la alegr a de crearse a S mismo. O de conocerse a S mismo. O de llegar a ser, conscientemente, lo que uno quiere ser. Eso es lo que significa ser consciente de Uno mismo.

Hab is tra do a vuestro Yo al mundo relativo para poder disponer de las herramientas con las que conocer y experimentar Quienes Realmente Sois. Y sois quienes os cre is en relaci n con todo lo dem s.

Vuestras relaciones personales constituyen el elemento m s importante en este proceso. Por lo tanto, vuestras relaciones personales son tierra santa . Pr cticamente no tienen nada que ver con el otro, pero, puesto que implican a otro, tienen todo que ver con el otro.

Esta es la divina dicotom a. Este es el c rculo perfecto. As, no constituye una ense anza tan radical afirmar: Bienaventurados los que se centran en S mismos, porque ellos conocer na Dios . Puede que no sea un mal objetivo en tu vida conocer la parte m s elevada de Ti mismo, y permanecer centrado en ella.

Tu primera relaci n, pues, debe ser contigo mismo. Debes aprender primero a honrarte, cuidarte y amarte a Ti mismo.

Debes verte primero a Ti mismo como estimable para poder ver al otro como tal. Debes verte primero a Ti mismo como bienaventurado para poder ver al otro como tal. Debes verte primero a Ti mismo como santo para poder reconocer la santidad en el otro .

Si colocas el carro delante del caballo como muchas religiones te piden que hagas -, y reconoces al otro como santo antes de reconocerte a ti mismo como tal, un d a te resentir s de ello. Si hay algo que ninguno de vosotros puede tolerar es que alguien sea m s santo que uno. Sin embargo, vuestras religiones os ense an a considerar a los otros m s santos que vosotros. Y eso es lo que hac is, aunque s lo durante alg n tiempo: luego los crucific is.

Habéis crucificado (de una manera u otra) a todos mis Maestros, no sólo a Uno. Y lo habéis hecho no porque fueran más santos que vosotros, sino porque creíais que lo eran.

Todos mis Maestros han traído el mismo mensaje. No “yo soy más santo que tú”, sino “tú eres tan santo como yo”.

Este es el mensaje que no habéis sido capaces de escuchar; esta es la verdad que no habéis sido capaces de aceptar. Y esta es la razón por la que nunca os enamoráis realmente, auténticamente, de otra persona. Porque nunca os habéis enamorado realmente, auténticamente, de Vosotros mismos.

Así, deja que te diga algo: céntrate ahora y siempre en Ti mismo. Preocúpate de observar lo que tú eres, haces y tienes en un momento dado, y no cómo les va a los demás.

No debes buscar tu salvación en la acción del otro, sino en tu re-acción.

Así lo haré; pero, de alguna manera, eso suena como si no debiéramos preocuparnos de lo que los otros nos hacen en la relación con nosotros. Pueden hacer cualquier cosa, y, mientras conservemos nuestro equilibrio, nos mantengamos centrados en Nosotros mismos y todas esas cosas, nada nos afectará. Pero lo que hacen los demás si nos afecta. A veces, sus actos sí nos hacen daño. Y cuando el dolor aparece en las relaciones con otra persona es cuando yo no sé qué hacer. Está muy bien decir: “manténte al margen; haz que no te afecte en absoluto”, pero eso resulta más fácil de decir que de hacer. A mí me hacen daño las palabras y las acciones de las personas con quienes tengo relaciones.

Llegará el día en que no te lo harán. Y será el día en que realices – y actualices – el auténtico significado de las relaciones con los demás; su auténtica razón.

Sí reaccionas del modo en que lo haces, es porque has olvidado esto. Pero eso está bien. Forma parte del proceso de crecimiento; forma parte de la evolución. Es la Obra del Alma la que construyes en la relación con los demás; se trata de un grandioso conocimiento, de un grandioso recuerdo. Hasta que recuerdes eso – y recuerdes también cómo utilizar la relación como una herramienta en la creación de Ti mismo -, debes trabajar en el nivel en el que estás. El nivel del conocimiento, el nivel de la voluntad, el nivel de la remembranza.

Así, hay una serie de cosas que puedes hacer cuando reaccionas con dolor ante lo que la otra persona es, dice o hace. La primera es admitir con franqueza lo que sientes exactamente, tanto a ti mismo como a la otra persona. Muchos de vosotros tenéis miedo de hacer esto, pues pensáis que vais a “quedar mal”. En alguna parte, en lo más profundo de vosotros, os dais cuenta de que probablemente es ridículo que “penséis así”. Probablemente resulta mezquino; sois “mejores que eso”. Pero no es culpa vuestra: seguís pensando así.

Sólo hay una cosa que puedes hacer al respecto. Debes honrar tus sentimientos, puesto que honrar tus sentimientos significa honrarte a Ti mismo. Y debes amar a tu prójimo como a ti mismo. ¿Cómo puedes aspirar a entender y honrar los sentimientos de otra persona si no puedes honrar los que albergas en tu interior?

La primera pregunta en cualquier proceso de interacción con otra persona es: ¿Quién Soy, y Quién Quiero Ser, en relación con ello?

A menudo no recordáis Quiénes Sois, y no sabéis Quiénes Queréis Ser, hasta que probáis algunos modos de ser. He aquí por qué resulta tan importante honrar vuestros sentimientos más auténticos.

Si vuestro primer sentimiento es negativo, el hecho de tener dicho sentimiento a menudo es suficiente para desecharlo. Es cuando estáis coléricos, estáis molestos, estáis disgustados, estáis furiosos, tenéis el sentimiento de querer “hacer daño”, cuando podéis rechazar estos sentimientos primarios en tanto “no forman parte de Quienes Queréis Ser”.

El Maestro es aquel que ha vivido las suficientes de tales experiencias como para saber por adelantado cuál es su elección definitiva. No necesita “probar” nada. Ya ha llevado antes esa ropa, y sabe que no le sienta bien; no es “la suya”. Y, puesto que la vida de un Maestro está dedicada a la realización constante del Yo tal como uno mismo sabe que es, nunca albergará esos sentimientos “que no le sientan bien”.

He aquí por que los Maestros se muestran imperturbables frente a lo que los demás llamarían calamidades. Un Maestro bendice la calamidad, pues sabe que a partir de la semilla del desastre (y de toda experiencia) crece el Yo. Y el segundo objetivo de la vida de un Maestro es crecer siempre, ya que, una vez se ha realizado plenamente a Sí mismo, no tiene otra cosa que hacer excepto ser más que eso.

Es en esta etapa cuando uno pasa de la obra del alma a la obra de Dios, pues eso es lo que me corresponde a Mí.

Supondré, a efectos de nuestro análisis, que de momento estás en la obra del alma. Estás todavía tratando de realizar (de hacer “real”) Quien Realmente Eres. La vida (Yo) te dará abundantes oportunidades para crearlo (recuerda que la vida no es un proceso de descubrimiento, sino un proceso de creación).

Puedes crear a Quién Realmente Eres una y otra vez. En realidad, lo estás haciendo; cada día. Sin embargo, actualmente no siempre responderás de la misma manera. Frente a una experiencia externa idéntica, puede que un día decidas ser paciente, amable y cariñoso en relación a ella; y otro día puede que decidas enfadarte, ser desagradable y estar triste.

El Maestro es aquel que siempre responde de la misma manera; y esa manera es siempre la opción más elevada.

En esto, el Maestro es inmediatamente previsible; por el contrario, el discípulo es totalmente imprevisible. Se puede afirmar si alguien se halla en camino de ser Maestro simplemente observando con qué grado de previsibilidad escoge la opción más elevada en respuesta o como reacción a una determinada situación.

Por supuesto, eso plantea una pregunta: ¿cuál es la opción más elevada?

Se trata de una pregunta sobre la que han girado las filosofías y las teologías del hombre desde el principio de los tiempos. Si la pregunta te interesa realmente, es que estás ya en camino de ser Maestro, ya que lo cierto es que a la mayoría de las personas les interesa otra pregunta totalmente distinta.. No cuál es la opción más elevada, sino cuál es la opción más beneficiosa; o bien cómo puedo reducir mis pérdidas al mínimo.

Cuando se vive la vida desde el punto de vista del control de las pérdidas y la optimización de los beneficios, se pierde el auténtico beneficio de la vida. Se pierde la oportunidad. Se pierde la posibilidad. Y ello porque una vida vivida de ese modo es una vida vivida con temor; y esa vida afirma una mentira sobre vosotros.

Puesto que no sois temor, sois amor. El amor que no necesita protección no puede perderse. Pero nunca lo sabréis por propia experiencia si seguís respondiendo a la segunda pregunta, y no a la primera; ya que sólo una persona que piensa que hay algo que ganar o que perder responde a la segunda pregunta; y sólo una persona que contempla la vida de un modo distinto, que se ve a Sí misma como un ser superior, que entiende que lo importante no es ganar o perder, sino únicamente amar o dejar de amar, sólo esa persona responde a la primera.

Quien responde a la primera pregunta afirma: “yo soy mi cuerpo”; quien responde a la segunda, “yo soy mi alma”.

Quién tenga oídos para oír, que oiga; pues te aseguro que en el momento crítico de toda relación humana, sólo hay una pregunta :

¿QUÉ HARÍA EL AMOR?

Ninguna otra pregunta es importante; ninguna otra pregunta es significativa; ninguna otra pregunta tiene la menor importancia para vuestra alma .

Topamos aquí con un punto de muy delicada interpretación, ya que este principio de la acción basada en el amor ha sido muy mal interpretado, y esta mala interpretación ha dado origen a resentimientos y enfados, lo cual, a su vez, ha hecho que muchos se apartaran del camino.

Durante siglos, os han enseñado que la acción basada en el amor se deriva de la decisión de ser, hacer y tener cualquier cosa que produzca el mayor bien a otro.

Pero deja que te diga algo: la opción más elevada es la que te produce el mayor bien a ti mismo.

Al igual que toda verdad espiritual profunda, esta afirmación se presta inmediatamente a una mala interpretación. El misterio se aclara un poco en el momento en que uno decide cuál es el mayor “bien” que puede hacerse a sí mismo. Y cuando se ha tomado la opción absolutamente más elevada, el misterio desaparece, el círculo se completa, y el mayor bien para uno mismo se convierte en el mayor bien para el otro.

Puede que se necesiten varias vidas para entender esto, e incluso varias más para ponerlo en práctica, ya que esta verdad gira en torno a otra aún mayor: lo que te haces a Ti mismo, se lo haces al otro; lo que haces al otro, te lo haces a Ti mismo.

Y ello, porque tú y el otro sois uno.

Y ello , porque…

…no hay nada más que tú.

Todos los Maestros que han transitado por vuestro planeta lo han ense ado ( en verdad, en verdad, os digo que lo que hac is a uno de mis hermanos m s peque os, me lo hac is a M ). Sin embargo, para la mayor a de las personas se ha quedado simplemente en una gran verdad esot rica con escasa aplicaci n pr ctica. En realidad se trata de la verdad esot rica con mayor aplicaci n pr ctica de todos los tiempos.

En las relaciones con los dem s es importante recordar esta verdad; sin ella, dichas relaciones resultar nm s dif ciles.

Volvamos a las aplicaciones pr cticas de este saber, y dejemos, por el momento, su aspecto puramente espiritual y esot rico.

Muy a menudo, con la anterior interpretaci n, la gente con buena intenci ny, en muchos casos, aut ntico sentimiento religioso hac a lo que consideraba que ser a lo mejor para la otra persona. Lamentablemente, todo esto hac a que en muchos casos (en la mayor a de los casos) se continuara abusando del otro; que continuaran los malos tratos y las disfunciones en las relaciones.

Finalmente, la persona que trataba de hacer lo correcto para con el otro perdonar en seguida, mostrar compasi n, hacer continuamente la vista gorda ante determinados problemas y comportamientos se convert a en una persona resentida, col rica y desconfiada, incluso ante Dios, pues c mo puede un Dios justo pedir ese sufrimiento, esa tristeza y ese sacrificio interminables, aunque sea en nombre del amor?

La respuesta es que Dios no pide eso. Dios pide nicamente que te incluyas a ti mismo entre aquellos a quienes amas.

Pero Dios a n va m s lejos. Dios propone y aconseja que te incluyas el primero.

Y lo hago con plena consciencia de que algunos de vosotros llamar na esto blasfemia, y, en consecuencia, no lo considerar n Mi palabra, y que otros har n algo que quiz s sea peor: aceptar que es mi palabra, y mal interpretarla o distorsionarla para sus propios fines, para justificar actos imp os.

Te lo aseguro: ponerte a ti mismo en primer lugar, en su m s elevado sentido, nunca lleva a realizar un acto imp o.

Por lo tanto, si te has sorprendido a ti mismo cometiendo un acto imp o como resultado de haber hecho lo que es mejor para ti, la confusi n radica no en haberte puesto a ti mismo en primer lugar, sino en no haber entendido bien qu es lo mejor para ti.

Por supuesto, determinar qu es lo mejor para ti requerir que determines tambi n que es lo que pretendes hacer. Se trata de un paso importante, que mucha gente ignora. Cu l es tu plan ? Cu l es tu prop sito en la vida? Sin responder previamente a esta pregunta, la cuesti n de qu es lo mejor para ti en unas circunstancias dadas seguir siendo un misterio.

Desde un punto de vista practico prescindiendo de nuevo de lo esot rico -, si buscas que es lo mejor para ti en aquellas situaciones en las que eres maltratado, como m nimo lograr s que cese el mal trato. Y eso ser bueno para ti y para la persona que te maltrata, ya que tambi n la persona que maltrata es maltratada en tanto se le permite continuar con su mal trato.

Ello no favorece, sino que perjudica, a la persona que maltrata; ya que, si ve que se acepta su mal trato, ¿qué habrá aprendido? Pero si ve que su mal trato deja de ser aceptado ¿no se le habrá permitido descubrir algo?

Por lo tanto, tratar a los demás con amor no significa necesariamente permitirles que hagan lo que quieran.

Los padres lo aprenden muy pronto con respecto a sus hijos. Pero los adultos no lo aprenden con la misma rapidez con respecto a los otros adultos. Ni las naciones con respecto a las otras naciones.

No se debe permitir que proliferen los déspotas, sino que hay que poner fin a su despotismo. El amor hacia Uno mismo, y el amor hacia el déspota lo exigen así.

Esta es la respuesta a tu pregunta: “Si el amor es todo lo que hay, ¿cómo podría el hombre justificar nunca la guerra?”

A veces el hombre debe ir a la guerra para realizar la más grandiosa afirmación de quién es realmente: aquel que abomina la guerra.

Algunas veces debes renunciar a Quien Realmente Eres con el fin de ser Quien Realmente Eres.

Hay Maestros que lo han enseñado así: no puedes tenerlo todo hasta que no estás dispuesto a renunciar a todo.

De este modo, para poder “tenerte” a ti mismo como un hombre de paz, puede que tengas que renunciar a la idea de ti mismo como un hombre que nunca va a la guerra. La Historia a requerido de los hombres decisiones de este tipo.

Lo mismo vale para la mayoría de los individuos y la mayoría de las relaciones personales. Más de una vez, la vida puede requerir que demuestres Quien Eres manifestando un aspecto de Quien No Eres.

Esto no resulta tan difícil de entender si has vivido unos cuántos años; pero para la juventud idealista puede parecer el colmo de la contradicción. En un examen más maduro se aproxima más a la dicotomía divina.

Ello no significa, en el contexto de las relaciones humanas, que si te hacen daño tú tengas que hacer daño “a cambio” (ni tampoco en el contexto de las relaciones entre naciones). Significa sencillamente que permitir al otro que continuamente te haga daño puede que no sea el mejor acto de amor por tu parte; ni hacia ti mismo ni hacia el otro.

Esto debería acabar con determinadas teorías pacifistas según las cuales el amor más elevado impide cualquier respuesta enérgica a lo que uno considera malo.

Una vez más, el discurso adquiere un cariz esotérico, puesto que ningún análisis serio de tal información puede ignorar la palabra “malo”, y los juicios de valor que invita a formular. En realidad, no hay nada malo; únicamente fenómenos y experiencias objetivos. Sin embargo, vuestro propio objetivo en la vida requiere que seleccionéis, de entre la creciente serie de interminables fenómenos, unos cuantos dispersos a los que llamáis malos; ya que, si no lo hicierais, no podríais llamaros a vosotros mismos buenos, ni a ninguna otra cosa, y – por lo tanto – no podríais conoceros, o crearos, a Vosotros mismos.

Por eso a lo que llamáis malo os definís a vosotros mismos; y por eso a lo que llamáis bueno.

El mayor mal consistiría, pues, en no declarar malo nada en absoluto .

En esta vida, existís en el mundo de lo relativo, donde una cosa puede existir únicamente en relación con otra. Esta es al mismo tiempo la función y el objetivo de la relación: proporcionar un ámbito de experiencia en el que podáis encontraros a vosotros mismos, definiros a vosotros mismos y – si lo decidís – recrear constantemente Quienes Sois.

Decidir ser como Dios no significa que decidas ser un mártir. Y, desde luego, no significa que decidas ser una víctima.

Una de las maneras de llegar a ser un Maestro – una vez eliminada toda posibilidad de dolor, perjuicio o daño – podría consistir muy bien en reconocer el dolor, el perjuicio o el daño como parte de tu experiencia, y decidir Quien Eres en relación con ello.

Sí, es cierto que lo que los demás piensen, digan o hagan a veces te hará daño; hasta que deje de hacértelo. Con ello conseguirás más rápidamente una total honradez, si estas dispuesto a afirmar, reconocer y declarar exactamente lo que piensas acerca de cualquier cosa. Di tu verdad, con amabilidad pero completa. Vive tu verdad, gentilmente pero de modo pleno y consecuente. Cambia tu verdad, con facilidad y con rapidez, cuando tu experiencia te aporte una nueva luz.

Nadie en su sano juicio – y Dios menos que nadie – te diría, cuando experimentas dolor en una relación: “aléjate de ella, haz que no signifique nada”. Si estás experimentando dolor, es demasiado tarde para hacer que no signifique nada. Tu tarea en este momento consiste en decidir que significa, y manifestarlo; puesto que, al hacerlo así, eliges y te haces Aquel que Pretendes Ser.

Así, no tengo que ser una sufrida esposa o un despreciado marido, o la víctima de mis relaciones, para que estas sean santas, o para hacerme grato a los ojos de Dios…

¡Santo Cielo! ¡Pues claro que no!

Y no tengo que aguantar agresiones a mi dignidad, asaltos a mi orgullo, perjuicios a mi psique ni heridas a mi corazón para poder decir que “doy lo mejor de mí” en una relación, o que “cumplí con mi deber” o “con mi obligación” a los ojos de Dios y de los hombres…

Ni por un momento.

Entonces, te ruego que me digas: ¿qué promesas debo hacer en una relación?, ¿qué acuerdos debo cumplir? ¿Qué obligaciones comporta una relación? ¿Qué pautas debo buscar?

La respuesta a esto es la respuesta que no puedes oír, puesto que te deja sin ninguna pauta y vuelve nulo y sin efecto cualquier acuerdo en el momento mismo de tomarlo. La respuesta es: no tienes ninguna obligación. Ni respecto a las relaciones, ni respecto a nada en la vida.

¿Ninguna obligación?

Ninguna obligación. Ni tampoco ninguna restricción o limitación, ninguna pauta ni ninguna regla. Ni estás obligado por ninguna circunstancia ni situación, ni por ningún código de leyes. Ni eres merecedor de castigo por ninguna ofensa, ni eres capaz de cometerla, puesto que no hay nada “ofensivo” a los ojos de Dios.

Ya he oído esto antes, esa especie de religión de “no hay ninguna regla”. Eso es la anarquía espiritual. No veo cómo podría funcionar.

No hay ningún camino que no pueda funcionar si estas dedicado a la tarea de crear tu Yo. Si, por el contrario, te imaginas que estás dedicado a la tarea de tratar de ser lo que algún otro quiere que seas, la ausencia de reglas o pautas pondrá ciertamente las cosas más difíciles.

Pero la mente pensante se ve obligada a preguntar: “Si Dios quiere que Yo sea de una determinada manera, ¿por qué no me creó desde el primer momento de esa manera? ¿Por qué esta lucha por mi parte para “superar” quien soy con el fin de convertirme en lo que Dios quiere que sea? Esto es lo que exige saber la mente meticulosa; y con razón, pues se trata de una pregunta oportuna.

Los teóricos de la religión os harían creer que Yo os he creado como alguien que es menos que Quien Yo Soy para que podáis tener la oportunidad de llegar a ser como Quien Yo Soy, superando todas las desventajas, y – añadiría Yo – superando todas las tendencias naturales que se supone que os he dado.

Entre estas supuestas tendencias naturales está la tendencia al pecado. Se os ha enseñado que habéis nacido en pecado, que moriréis en pecado, y que el pecado es vuestra naturaleza.

Incluso una de vuestras religiones enseña que no podéis hacer nada al respecto. Vuestras acciones resultan irrelevantes y sin sentido. Es una arrogancia pensar que, debido a alguna acción vuestra, podéis “ir al cielo” Sólo hay un modo de alcanzar el cielo (la salvación), y no es a través de vuestra iniciativa, sino por la gracia concedida por Dios a través de la aceptación de Su Hijo como intermediario suyo.

Una vez hecho esto, estáis “salvados”. Y mientras no se haga, nada de lo que podáis hacer – ni la vida que viváis, ni las decisiones que toméis, ni ninguna iniciativa de vuestra voluntad esforzándose por mejorar o por ser honestos – tiene ningún efecto ni ejerce ninguna influencia. Sois incapaces de haceros honestos, puesto que sois intrínsecamente deshonestos. Fuisteis creados así.

Hvorfor? Solo Dios lo sabe. Quizás cometió un error. Quizás no le salió bien. Es posible que quisiera poder rehacerlo todo de nuevo. Pero ahí está. Que le vamos a hacer…

Te estás burlando de mí…

No. Vosotros os burláis de Mí. Decís que Yo, Dios creé seres intrínsecamente imperfectos, y luego les pedí que fueran perfectos bajo la amenaza de condenarles.

Decís también que, en algún momento tras varios miles de años de experiencia del mundo, Me aplaqué, y decís que a partir de entonces ya no teníais necesariamente que ser buenos, sino que simplemente habíais de sentiros malos cuando no estabais siendo buenos, y aceptar como vuestro salvador al Único Ser que siempre podía ser perfecto, satisfaciendo de este modo mi hambre de perfección. Decís que Mi Hijo – al que llamáis el Único Perfecto – os ha salvado de vuestra propia imperfección, la imperfección que Yo os di.

En otras palabras, el Hijo de Dios os ha salvado de lo que hizo su Padre.

As es como vosotros muchos de vosotros dec s que Yo lo he establecido.

Entonces, qui n se burla de qui n?

Es la segunda vez en este libro que parece que lances un ataque frontal al fundamentalismo cristiano. Estoy sorprendido.

T has elegido la palabra ataque . Yo simplemente he abordado la cuesti n. Y la cuesti n, por cierto, no es el fundamentalismo cristiano, como tu dices. Es la naturaleza de Dios, y de la relaci n de Dios con el hombre.

La cuesti n ha surgido porque est bamos tratando del asunto de las obligaciones; en las relaciones y en la propia vida.

No puedes creer en una relaci n libre de obligaciones si no aceptas qui ny qu eres realmente. A una vida de completa libertad t la llamas anarqu a espiritual . Yo la llamo la gran promesa de Dios.

S lo en el contexto de esta promesa puede completarse el magn fico plan de Dios.

No tienes ninguna obligaci n en tus relaciones. Tienes nicamente oportunidades.

Las oportunidades, no las obligaciones, constituyen la piedra angular de la religi n, las bases de toda espiritualidad. Si lo ves al rev s, entonces no lo entiendes .

La relaci n vuestras relaciones con todas las cosas se cre como una herramienta perfecta para el trabajo del alma. He ah por qu todas las relaciones humanas son tierra santa . He ah por qu toda relaci n personal es sagrada.

En esto muchas iglesias tienen raz n. El matrimonio es un sacramento. Pero no debido a sus obligaciones sagradas, sino m s bien porque constituye una oportunidad inigualable.

En el contexto de las relaciones, no hagas nada porque lo percibas como una obligaci n. Hagas lo que hagas, hazlo con la percepci n de la gloriosa oportunidad que las relaciones te proporcionan para decidir, y ser, Quien Realmente Eres.

Escuche esto y, sin embargo, una y otra vez en mis relaciones me he dado por vencido cuando las cosas se han puesto dif ciles. El resultado es que he tenido un rosario de relaciones, mientras que cuando era un chiquillo pensaba que tendr as lo una. Parece que no sepa qu es mantener una relaci n. Crees que alguna vez aprender ? Qu he de hacer para que eso suceda?

Haces que parezca que mantener una relaci n significa que esta ha sido un xito. Procura no confundir la duraci n con el trabajo bien hecho. Recuerda que tu tarea en este planeta no consiste en ver cu nto tiempo puedes mantener una relaci n, sino en decidir, y experimentar, Qui n Eres Realmente.

Esto no es un argumento a favor de las relaciones de corta duraci n; pero tampoco hay necesidad de que sean de larga duraci n.

Sin embargo, aunque no hay tal necesidad, se pueden decir muchas cosas de ellas: las relaciones de larga duraci n proporcionan notables oportunidades para el crecimiento mutuo, la expresi n mutua y la mutua satisfacci n; y ah radica su propia recompensa.

¡Lo sé, lo sé! Quiero decir, que siempre lo he sospechado. Entonces, ¿cómo puedo conseguirlo?

En primer lugar, debes estar seguro de que inicias la relación por los motivos correctos. (utilizo la palabra “correctos” como un término relativo; serían “correctos” en relación al objetivo – más amplio – que tengas en tu vida.)

Como ya he señalado antes, la mayoría de la gente inicia las relaciones por los motivos “equivocados”: poner fin a su soledad, llenar un vacío, conseguir amor o tener a alguien a quien amar; y estos son los mejores motivos. Otros lo hacen para tranquilizar su ego, acabar con sus depresiones, mejorar su vida sexual, recuperarse de una relación anterior, o – lo creas o no – para aliviar su aburrimiento.

Ninguno de estos motivos funcionará, ya menos que con el tiempo tenga lugar algún cambio dramático, la relación no saldrá bien.

Yo no he iniciado mis relaciones por ninguno de esos motivos.

Permíteme dudarlo. No creo que sepas por qué has iniciado tus relaciones. No creo que pensaras en ello. No creo que iniciaras tus relaciones con un propósito consciente. Creo que las iniciaste porque te “enamoraste”.

Eso es exacto.

Y no creo que te pararas a examinar por qué estabas “enamorado”. ¿A qué respondías? ¿Qué necesidad, o conjunto de necesidades, satisfacías?

Para la mayoría de la gente, el amor responde a la satisfacción de una necesidad.

Cada uno sabe lo que necesita. Tú necesitas una cosa; el otro necesita otra. Y cada uno ve en el otro una posibilidad de satisfacer esa necesidad. De modo que se establece un intercambio tácito. Yo te doy lo que tengo si tú me das lo que tienes.

Se trata de una transacción. Pero no decís la verdad al respecto. No decís:”¡Cuánto intercambio contigo!”, sino: “¡Cuánto te quiero!”, y luego viene el desengaño.

Ya habías señalado eso antes.

Sí, y tú has hecho eso antes; y no una, sino varias veces.

A veces parece que este libro se mueva en círculo, tocando los mismos puntos una y otra vez.

En cierto modo, como la vida misma.

¡Touché!

El método aquí es que tú formulas unas preguntas, y Yo simplemente las contesto. Si formulas la misma pregunta de tres modos diferentes, me veo obligado a seguir respondiendo a ella.

Quizás es que tengo la esperanza de que salgas con una respuesta distinta. Creo que exageras cuando te pregunto acerca de las relaciones. ¿Qué tiene de malo enamorarse perdidamente sin haber pensado en ello?

Nada. Enamórate de tantas personas como quieras, si ese es tu deseo. Pero si vas ha establecer con ellas unas relaciones para toda la vida, tal vez quieras pensar un poco en eso.

Por otra parte, si disfrutas pasando de unas relaciones a otras o, lo que es peor, manteniéndolas porque crees que”tienes que hacerlo” y, por tanto, viviendo una vida de callada desesperación -, si disfrutas repitiendo estas pautas de tu pasado, sigue haciendo lo que has hecho hasta ahora.

¡De acuerdo, de acuerdo! Mensaje recibido. Chico, eres implacable, ¿sabes?

Ese es el problema de la verdad. La verdad es implacable. No te dejará tranquilo. Se acercará sigilosamente a ti en cualquier parte, mostrándote lo que realmente es. Puede llegar a ser fastidiosa.

Okay. Entonces, quiero encontrar las herramientas para lograr una relación duradera; y dices que iniciar la relación con un objetivo consciente es una de ellas.

Sí. Debes estar seguro de que tú y tu pareja estáis de acuerdo con el objetivo.

Si ambos estáis de acuerdo a un nivel consciente de que el objetivo de vuestra relación consiste en crear una oportunidad, no una obligación; una oportunidad de crecimiento, de autoexpresión plena, de elevar vuestras vidas a su más alto potencial, de subsanar cualquier falso pensamiento o idea que hayáis tenido de vosotros mismos, y de la unión final con Dios a través de la comunión de vuestras dos almas; si asumes este compromiso, en lugar de los compromisos que has asumido hasta ahora, la relación se habrá iniciado con muy buen pie, habrá tenido un muy buen principio.

Sin embargo, eso no garantiza el éxito.

Si quieres garantías en la vida, entonces no quieres la vida. Quieres ensayar un guión que ya haya sido escrito.

Por su propia naturaleza, la vida no puede tener garantías; de ser así, todo su propósito se vería frustrado.

Esta bien de acuerdo. Supongamos que he iniciado mi relación con este “muy buen principio”. ¿Cómo puedo mantenerla?

Sabiendo y entendiendo que vendrán pruebas y momentos difíciles.

No trates de evitarlos. Dales la bienvenida. Agradécelos. Considéralos como unos magníficos dones de Dios; oportunidades gloriosas de hacer lo que has venido a hacer en la relación, y en la vida.

En esos momentos, esfuérzate en no ver a tu pareja como el enemigo, como la oposición.

En realidad, procura no ver a nadie, ni a nada, como el enemigo, o como el problema. Cultiva la técnica de contemplar todos los problemas como oportunidades; oportunidades de…

… lo sé, lo sé: “de ser, y decidir, Quien Realmente Eres”.

¡Exacto! ¡Veo que lo vas entendiendo!

Sin embargo, todo eso me sugiere una vida bastante aburrida.

Entonces es que tienes la mira muy baja. Ensancha tu horizonte. Aumenta la profundidad de tu visión. Trata de ver más en ti de lo que crees que se puede ver. Trata también de ver más en tu pareja.

Nunca perjudicará en nada a tus relaciones – ni a nadie – el hecho de que veas en los otros más de lo que ellos te muestran, puesto que hay más. Mucho más. Es únicamente su miedo lo que le impide mostrártelo. Si los demás notan que tú ves más en ellos, no temerán mostrarte lo que tú, evidentemente, ya veías.

Las personas tienden a cumplir las expectativas que los demás tenemos acerca de ella s.

Algo parecido. No me gusta usar aquí la palabra “expectativas”. Las expectativas arruinan la relación. Digamos que las personas tienden a ver en sí mismas lo que los demás vemos en ellas. Cuando más grandiosa sea nuestra visión, más grandiosa será su voluntad de manifestar la parte de ellos que nosotros les hemos mostrado.

¿No es así como funcionan todas las relaciones auténticamente dichosas? ¿No forma esto parte del proceso de curación, el proceso por el cual permitimos a las personas “desprenderse” de cualquier falso pensamiento que hayan tenido acerca de sí mismas?

¿No es esto acaso lo que Yo estoy haciendo aquí, en este libro, contigo?

Ja.

Pues esa es la obra de Dios. La obra del alma consiste en darse cuenta de quién es ella misma. La obra de Dios consiste en que todos los demás se den cuenta de quiénes son.

Y lo hacemos en la medida en que vemos a los otros como Quienes Son, en la medida en que les recordamos Quiénes Son.

Podéis hacerlo de dos maneras: recordándoles Quienes Son (lo que resulta muy difícil, puesto que no os creerán), y recordando Quiénes Sois Vosotros (mucho más fácil, puesto que no necesitáis que ellos os crean; basta que lo creáis vosotros); al manifestar esto último constantemente, al final recordáis a los demás Quienes Son, pues se ven a sí mismos en vosotros.

Muchos Maestros han sido enviados a la Tierra para manifestar la Verdad Eterna. Otros, como Juan el Bautista, han venido en calidad de mensajeros, describiendo la Verdad con vivos colores, hablando de Dios con inconfundible claridad.

Estos mensajeros tan especiales han sido dotados de extraordinaria perspicacia y de un poder muy especial para ver y acoger la Verdad Eterna, además de la capacidad de comunicar conceptos complejos de manera que las masas puedan entenderlos.

Tú eres uno de esos mensajeros.

¿Yo?

Sí. ¿Lo crees?

¡Es algo tan difícil de aceptar! Quiero decir, que todos queremos ser especiales…

… todos sois especiales…

… y aquí interviene el ego – al menos a mí me sucede -, y trata de hacernos sentir de algún modo “elegidos” para una tarea extraordinaria. Constantemente tengo que luchar contra este ego, y tratar de depurar una y otra vez cada uno de mis pensamientos, palabras y obras, procurando mantener con ello mi crecimiento personal. De modo que resulta muy difícil oír lo que dices, puesto que soy consciente de que ello afecta a mi ego, y he pasado toda mi vida luchando contra él.

Sé que lo has hecho.

Y a veces con no demasiado éxito.

Lamento tener que estar de acuerdo en eso.

Sin embargo, siempre que has acudido a Dios, has dejado a tu ego de lado. M s de una noche has rogado y suplicado claridad e implorado inspiraci n al cielo, y no para poder enriquecerte o verte colmado de honores, sino desde la profunda pureza de la simple ansia de conocimiento.

S.

Y me has prometido, una y otra vez, que te obligar as a ti mismo a conocer, que pasar as el resto de tu vida todos los momentos de lucidez compartiendo la Verdad Eterna con los dem s no por la necesidad de gloria, sino debido al profundo deseo de tu coraz n de poner fin al dolor y al sufrimiento de los dem s; de llevarles el j bilo y la alegr a, de ayudarles y sanarles; de despertar de nuevo en ellos el sentimiento de uni n con Dios que tu siempre has experimentado.

S, es cierto.

De modo que te he elegido para que seas Mi mensajero. A ti, ya muchos otros. Por ahora, en el futuro m s inmediato, el mundo requerir muchas trompetas para que la llamada suene con potencia. El mundo necesitar muchas voces para declarar la palabra de la verdad y la reconciliaci na tantos millones. El mundo necesitar muchos corazones unidos en la obra del alma y preparados para realizar la obra de Dios.

Puedes afirmar honradamente que no eres consciente de ello?

Nej.

Puedes negar honradamente que es por eso por lo que has venido?

Nej.

Est s dispuesto, pues, a decidir y declarar por medio de este libro tu propia Verdad Eterna, ya anunciar con claridad la gloria de la M a?

Debo incluir estos ltimos cambios en el libro?

No debes hacer nada. Recuerda que en nuestras relaciones no tienes ninguna obligaci n. S lo oportunidades. Acaso no es esta la oportunidad que hab as estado esperando toda tu vida? Acaso no te has consagrado a esta misi n ya la preparaci n necesaria para realizarla desde los primeros momentos de tu juventud?

S.

Entonces, no hagas lo que est s obligado a hacer, sino lo que tengas oportunidad de hacer.

En cuanto a poner todo esto en nuestro libro, por qu no ibas a hacerlo? Crees acaso que quiero que seas un mensajero en secreto?

No, supongo que no.

Se necesita mucho valor para declararse uno mismo un hombre de Dios. Entiendes que el mundo te aceptar m sf cilmente como cualquier otra cosa antes que como un hombre de Dios, un aut ntico mensajero? Cada uno de mis mensajeros ha sido humillado. Lejos de alcanzar la gloria, no han alcanzado sino la congoja en su coraz n.

Estas dispuesto? Aceptar tu coraz n la congoja de proclamar la verdad sobre M ? Estas dispuesto a aguantar la burla de los dem s seres humanos? Estas preparado para renunciar a la gloria en la Tierra a cambio de plena realización de la mayor gloria del alma?

De repente, Dios, haces que todo esto parezca bastante difícil.

¿Quieres que lo tomemos a broma?

Bueno, podríamos quitarle un poco de hierro.

¡Eh, que Yo soy partidario de quitar hierro a las cosas! ¿Por qué no terminamos este capítulo con un chiste?

¡Buena idea! ¿Sabes alguno?

nej; pero tú sí. Explica aquel de la niña que esta dibujando un retrato…

¡Ah, sí, ese! Okay. Allá va: una madre e ntra un día en la cocina, y encuentra a su hija pequeña sentada a la mesa, rodeada de lápices de colores, profundamente concentrada en un retrato que está dibujando. “Hija, ¿qué estás dibujando con tanto interés?”, pregunta la madre. “Es un retrato de Dios, mamá”, responde la niña con ojos brillantes. “¡Oh, cariño, que encantador! – dice la madre, tratando de ser útil -; pero, ¿sabes?, nadie sabe realmente como es Dios.”

“Bueno – protesta la pequeña -, ¡pero déjame terminarlo…!”

Es un bonito chiste. ¿Sabes qué es lo más bonito? ¡Que la niña no tenía ninguna duda de que sabía exactamente cómo dibujarme!

Sandt.

Ahora te explicaré Yo a ti una historia, y con ella podremos dar por terminado este capítulo.

Okay.

Había una vez un hombre que un buen día se dio cuenta de que estaba dedicando una serie de horas cada semana a escribir un libro. Día tras día, corría a coger su lápiz y su cuaderno – a veces en mitad de la noche – para plasmar cada nueva inspiración. Finalmente, alguien le pregunto qué tenía entre manos.

“¡Oh, bueno! – respondió -, estoy poniendo por escrito una larga conversación que estoy manteniendo con Dios.”

“¡Qué encantador! – le respondió su amigo, con indulgencia -; pero, ¿sabes?, nadie sabe realmente con certeza lo que diría Dios.”

“Bueno – sonrió el hombre – ¡pero déjame terminarlo…!”

Extracto del libro: Conversaciones con Dios

Capítulo 6, 7 y 8

Conversaciones con Dios: La Consciencia Colectiva

Næste Artikel