Vores sidste grænse: Død

  • 2017
Indholdsfortegnelse skjul 1 Vend tilbage fra det hinsidige 2 Kimberly Clark og effekten af ​​tennissko 3 En personlig oplevelse af Jose Gaona Cartolano 4 Mulige neurofysiologiske forklaringer 5 Og hvad venter os på den anden side?

DEN STORE INVOKATION

Fra lyset i Guds sind,

Lad lys flyde til menneskers sind,

Må lyset falde ned til Jorden.

Fra det Kærlighed i Guds Hjerte,

Må kærlighed flyde til menneskers hjerter,

Må Kristus vende tilbage til Jorden.

Fra det centrum, hvor Guds vilje er kendt,

må formålet vejlede de små viljes hos mænd,

det formål, som mestrene kender og tjener.

Fra centrum kalder vi race for men,

Må planen om kærlighed og lys realiseres,

og forsegle døren, hvor det onde ligger.

Må lys, kærlighed og magt genoprette planen på jorden. ”

Denne opfordring er ikke ejendom for nogen individuel eller særlig gruppe. Det hører til menneskeheden.

Skønheden og styrken ved denne påkaldelse ligger i dens enkelthed og i at den udtrykker visse essentielle sandheder, som alle mennesker accepterer medfødt og normalt: sandheden om eksistensen af ​​en grundlæggende intelligens, som vi vagt giver Guds navn; sandheden om, at bag ydre optrædener er kærlighed universets motiverende kraft; sandheden om, at en stor individualitet kaldet Kristus af de kristne kom til jorden, som legemliggjorde denne kærlighed, så vi kunne forstå den; sandheden om, at kærlighed og intelligens er en konsekvens af Guds vilje, og til sidst at den guddommelige plan kun kan udvikles gennem menneskeheden selv.

Vi ved, at vi er inkarneret på denne jord for at opfylde den guddommelige plan, fordi vi er født skabere. Inde i hver af os bor den guddommelige gnist, der giver os mulighed for at nå det mål, som vi blev født til. Og alligevel, da mennesket er en mand og har selvbevidsthed, plages han af to væsentlige spørgsmål: hvor kommer vi fra? Og frem for alt, hvor skal vi hen?

Hvor er den tåge grænse, der adskiller livet fra døden? Hvilke ukendte regioner venter os på den anden side?

Vi vil studere dødens mysterier ved hjælp af fantastiske oplevelser, indsamlet ikke kun af en, men af ​​tusinder af mennesker rundt om i verden, som på et tidspunkt i deres liv, normalt efter et stærkt traume f psykisk eller psykisk, formåede de et glimt af et øjeblik, hvad der var uden for virkelighedens slør, og vendte derefter tilbage for at fortælle det.

Vend tilbage fra de Mere Alle

Hvis vi vil vide, hvordan livet ser ud på et fjernt punkt i verden, for eksempel i Tibet eller på Bali, er den bedste måde at finde ud af at gå der hen til se det selv. Hvis dette ikke er muligt, kan vi tale med nogen, der har været der, og måske se fotos af stedet. I dag har vi indirekte metoder, såsom rejsebøger, film og dokumentarer. Præcis de samme overvejelser kan anvendes til at få kendskab til rejsen til døden. Vi skulle gå der personligt eller tale med andre, der har været der. Men der er stadig meget få mennesker, der kender vejen frem og tilbage, selvom mange er blevet taget der i korte perioder uden at vide nøjagtigt, hvordan det skete.

Selvom vi mentalt kan rejse uden for kroppen gennem avanceret yoga- og meditationspraksis, da vi er få mennesker, der er forberedt på det, skal vi overholde rejsendes vidnesbyrd og sammenligne deres historier.

De fleste mennesker, der har gennemgået en Oplevelsen xtracorporal (EØF), har en stor sikkerhed for, at de vil støde på lignende oplevelser efter døden. Enhver kunne tænke ” Hvordan kunne det være andet? Jeg ved fra min egen ukonvertible oplevelse, at jeg kan være virkelig levende og bevidst i en anden ikke-fysisk krop , fuldstændig adskilt fra min normale krop, og når jeg mister det med døden, kan intet forhindre mig i at leve i min anden krop. ”

Og intet får dem til at opgive deres sikkerhed. Men skeptikeren, der ikke har haft denne oplevelse og ikke ønsker at indrømme så foruroligende ideer, der ville forstyrre alle hans tidligere overbevisning, hvad kan han sige? Han vil sige, at det er drømme eller en slags hallucinationer. Alt andet end accepter de ideer, som dit sind er lukket for.

Problemet intensiveres, når vi taler om oplevelser i nærheden af ​​døden (NDE ).

Jeg tvivler på, at vi nogensinde kan have et endeligt bevis på livet efter døden; bevis for, at selv den mest stædige videnskabsmand er tvunget til at acceptere. Alt, hvad vi kan forvente, er en stor ansamling af sager, der på grund af deres lighed og oprigtighed er nok til at overbevise folk med et åbent og spørgende sind.

Hvad ville der ske, hvis nogen virkelig døde og derefter vendte tilbage og huskede, hvordan det var at være død? Takket være medicinske fremskridt inden for genoplivning er der virkelig hundreder af mennesker, der har gjort det. Nogle mennesker er døde ved drukning eller af et hjerteanfald. Nogle gange har de forsøgt at genoplive dem, men uden succes. I nogle tilfælde er der endda skrevet et dødsattest. Uanset hvad som helst grund, måske på grund af en pårørendes anmodninger, har lægen prøvet igen, og patienten, klinisk død, er rejst takket være en hjertemassage, kunstig åndedræt eller nogle mere moderne teknikker. Nogle mennesker, som dette er sket, husker ikke absolut noget, de måtte have oplevet på den anden side. Men andre, hundreder af dem, husker tydeligt disse begivenheder og kan relatere dem til lægen eller en nær slægtning. Der vil endda være mange flere udokumenterede tilfælde af mennesker, der besluttede at lukke deres oplevelse for at være ude af stand til at assimilere den eller af frygt for at drille og blive betragtet som skøre.

To amerikanske læger, Dr. Raymond A. Moody . og Dr. Elisabeth Kubler-Ross, tilbragte flere år på at indsamle data om disse sager uden at kende hinandens arbejde, fordi de ikke kendte hinanden. Det var Moody, der udgav den første publikation i 1975 under titlen: " Life after life . " Dens redaktør sendte Dr. Kubler-Ross en første kopi af Moodys bog. Hun svarede faktisk, at hun kunne have skrevet en bog næsten den samme, fordi hendes opdagelser matchede perfekt. Faktisk skrev han et forord til Moody . De tilfælde, som lægen taler om, er alle anonyme; I mange tilfælde var det betingelsen, som den person, der havde fortalt dem.

Disse menneskers oplevelser så tæt på døden ligner på mange måder. Men ofte inkluderer de nogle ekstra funktioner, nogle af dem ganske overraskende. Meget ofte begynder oplevelsen, når personen, frigivet fra sin døende krop, går gennem en mørk tunnel med et lys i den anden ende. Når han forlader ham, møder han normalt en velvillig og venlig enhed, som vi måske kalder Kristus eller Gud, men som normalt ikke har nogen form; Det kan blot beskrives som en klode af lys eller som et væsen af ​​lys.

Denne enhed opfordrer den enkelte, venligt men bestemt, til at gennemgå hele sit tidligere liv, dette letter det ved at vise en slags tredimensionel film eller tv-skærm, som de vigtigste begivenheder i

dit liv Nogle mennesker hævdede, at alle de små episoder, uanset hvor trivielle de var, blev fanget der. Det er interessant, at væsenet ganske enkelt leder opmærksomheden fra observatøren og opfordrer ham til at overveje sine handlinger, især spørge hvor meget sand eller altruistisk kærlighed hver enkelt af dem inkluderede. Selvet udtaler ingen dom; Det opfordrer blot personen til at dømme selv. Med den klareste vision og forståelse af denne anden verden finder personen alle deres illusioner og pretensions nøgen og tvinges til at træffe en rigtig dom, hvor smertefuld eller ydmygende den end måtte være.

Vi tror måske, at denne detaljerede gennemgang skulle vare livet ud, eller i det mindste mange timer. Men de, der har oplevet det, kommenterer ofte, at tiden virker helt anderledes i den anden verden - faktisk eksisterer den næsten ikke - som om nutiden, fortiden og fremtiden faldt sammen i det nuværende øjeblik. På grund af genoplivningens hastighed er der ofte bevis for, at gennemgangen kun kan have varet et par minutter jordisk tid og nogle gange kun et par sekunder.

Et andet interessant punkt er, at dette ekstrakorporale eksperiment kan ske med alle, der er blevet udsat for ekstrem fare, selvom de undslipper i live, med eller uden skader. Omstændigheden, der gentages, er, at han havde en " dødelig frygt " og led af en slags psykologisk død, hvor han forlod sin krop et øjeblik. Moody taler om sagen om en bilist, der kørte på vejen og forlod sin krop i det tidsrum, motorcyklen fløj gennem luften og landede i slutningen af ​​en dæmning. Han slap med lettere skader, men oplevede oplevelsen af ​​at løsrive sig fra sin fysiske krop. Et andet eksempel fra en anden bog af Moody " Reflections on life after life " fortæller os om en person, der blev fanget i en brand med adskillige eksplosioner. Han så, hvordan de kom for at redde ham, men han var sikker på, at han ville dø, før de kunne nå ham. I sin terror forlod han sin krop og gennemgik en gennemgang af sit tidligere liv. Så vendte han tilbage og blev forbløffet over at se redningsmændene et skridt væk fra ham. De reddede ham, men fik alvorlige forbrændinger.

Moody fortæller os ikke om nogen komplet sag. I stedet har han klassificeret erfaringerne fra hans figurer rapporteret i 1 forskellige situationer, som hver er illustreret med flere passende stykker hentet fra hans fortællinger. Insister på faktum

at enhver bestemt person kun vil nævne nogle af disse situationer; de andre kan have oplevet dem uden at indse det eller ikke huske dem, eller måske var de fraværende. Det ser ud til, at Moody aldrig spurgte om hans figurer: han lod dem fortælle sin historie og notater eller indspillede dem. Men hvad det har givet os er en slags idealiseret og imaginær sammensat sag, der illustrerer de 14 situationer. I praksis nævnte ingen dem alle; det største antal, som nogle talte, var 12, skønt nogle talte om 8 eller flere. Hvert element er kommet ud i mindst flere historier, og nogle er næsten universelle. Rækkefølgen, i hvilken de opstod eller blev forklaret, adskiller sig noget fra sag til sag.

Det synes interessant at gennemgå Moodys detaljerede analyse af de 1 4 komponenter i oplevelsen . Dette giver os mulighed for at få et bedre indtryk af forholdene umiddelbart efter døden. Det er også interessant at se ligheden ved denne tabel med de tidligere beskrivelser: fordi i modsætning til hvad han antog, var Moody ikke den første person, der skrev bøger om disse ekstrakorporale oplevelser. I 1901 offentliggjorde Robert Crookall The Study and Practice of Astral Projection, der præsenterede 160 tilfælde af noveller, hvoraf 21 var fra folk, der var ved at dø. Af alle sager talte 13 om oplevelsen af ​​tunnelen, 5 mødtes med det lysende væsen, 4 gennemgik deres liv og et par andre talte om den hjælp, der blev modtaget fra nogle hjælpere .

Så vi ser, at oplevelsen er subtilt anderledes, afhængigt af hvem der lever den. Uanset hvad vil vi undersøge de situationer, som Moody beskriver for at vejlede os, inden vi undersøger nogle specifikke sager:

1. Inefability . Så kort som hans erfaring kan være, er det indlysende for personen, at betingelserne i denne anden verden adskiller sig på mange måder fra jordens forhold, selv uden at tage hensyn til det pludselige fravær af smerte og fornemmelse af lethed. Der er ingen ord til at beskrive denne verden. Alle er enige om dette, men mens nogle forbliver dæmpet, prøver andre den umulige opgave at finde ord, uanset om de er utilstrækkelige til at beskrive, hvad der sker.

En kvinde forklarede, at den fysiske verden er tredimensionel, at den har 3 grundlæggende forskellige retninger, i højre vinkler, venstre-højre, foran og bagpå, op og ned. Men denne anden verden har mere end 3 dimensioner. I de første årtier af

århundrede brugt til at beskrive spiritualisternes astrale plan i form af en fjerde dimension (geometrisk og uden tidsvariablen, som i Einsteins rum-tid-verden). Måske tjener denne idé til analogt at beskrive noget af det særlige ved denne nye slags rum.

2. Udsigten og øret . Umiddelbart efter at have forladt den fysiske krop, rettes personens opmærksomhed ofte bagud mod den fysiske verden, der netop er forladt for nylig og ofte på en måde så mystisk Måske ser han sin krop og lægerne eller pårørende forsøge at genoplive ham, måske hører han dem sige, at han er død, og diskutere, hvordan man prøver at genoplive ham. Læger er undertiden forbløffet, når de fortælles nøjagtigt, hvad de sagde eller gjorde, blev vidne til og fortalt af en person, der uden tvivl var bevidstløs eller endda klinisk død på det tidspunkt.

De fleste mennesker taler om " Fred og rolige sensationer . " Som et kvindes offer for et hjerteanfald sagde: ” Jeg begyndte at opleve de mest vidunderlige fornemmelser. Jeg kunne ikke føle mig i verden mere end fred, ro og komfort, bare stillhed. Jeg følte, at alle mine problemer var forsvundet, og jeg tænkte: Hvor rolig og fredelig jeg føler, intet gør ondt . ”

3. Støj . Lyden, som kun opfattes af nogle mennesker, kan være særlig ubehagelig eller acceptabel. Det er blevet beskrevet som et højt brummer eller summer; alternativt kan det være et brøl eller en fløjte som vinden. Andre hører muligvis klokker eller smuk musik. Nogle forfattere, som Monroe, siger, at det begynder at blive hørt før den virkelige død, men det er mere sandsynligt, at det bliver hørt, når det allerede virkelig er i den ekstrakorporale tilstand.

4. Den mørke tunnel . Det er allerede nævnt. Der er alternative beskrivelser af en hule eller en brønd, en skorsten, et vakuum eller en dal ( dødens skyggedal? ). Nogle mennesker taler om et fald gennem rummet.

5. Uden for kroppen. Da de fleste mennesker identificerer sig med den fysiske krop det meste af tiden, er det et chok at blive adskilt fra den i en anden eksistensstilstand, hvorfra de undertiden kan se deres krop langtfra. Ikke overraskende har de en tendens til at blive forvirrede i starten og relaterer muligvis ikke oplevelsen til døden. Nogle er bange, og måske får panik dem til at prøve at vende tilbage til fitness. Andre er som sagt ganske rolige og accepterer straks den nye betingelse. Vi har muligvis mistanke om, at de har oplevet det mange gange, mens de sov, selvom de aldrig før har haft nogen hukommelse tilbage i den vågne bevidsthed. Disse mennesker føler ikke i sig selv nogen beklagelse af at forlade kroppen, og hvis de ikke blev fastholdt, ville de gå stille ind i det hinsides liv. Efter et forvirringsinterval huskede en kvinde, at hun havde tænkt: ” Åh, jeg er død! Sikke et under! "

Et par mennesker er klar over, at de er adskilt fra ren bevidsthed uden noget krop. Andre føler (eller forestiller sig?) At de har en krop, der på en eller anden måde ligner det fysiske. Andre er så forbløffet over alle de underlige ting, der sker, at de ikke engang overvejer deres egen situation.

6. Det åndelige legeme. Det anerkendes undertiden først for dets begrænsninger; I denne krop er det umuligt at kommunikere med andre mennesker, der er levende og vågne. For dem er det usynlig; De hører ikke dig, hvis du taler med dem, hvis du vil røre dem, reagerer de ikke, og der er ingen følelse af berøring. Det ser ud til, at levende mennesker går gennem vores åndelige krop uden selv at indse det! Det er mest frustrerende!

De positive egenskaber ved det åndelige legeme er vanskelige at forklare med almindelige ord. Alle ser ud til at være enige i, at det ikke vejer noget, og at det også mangler en følelse af balance, der holder den fysiske krop lige og fast i sine bevægelser. På den anden side er det åndelige legeme frit at bevæge sig overalt frivilligt næsten øjeblikkeligt og kan passere gennem fysiske hindringer. Når denne krop opfattes, kan det virke gennemsigtigt eller skylignende. Vi har allerede nævnt den tilsyneladende mangel på tid for denne tilstand. En anden egenskab, som nogle har påpeget, er evnen til at tænke klart og hurtigt. Med andre ord bruges det sind, der ikke er fysisk, fri for den fysiske hjerne, der virker langsomt. Opfattelse i denne tilstand ser ikke ud til at afhænge af specialiserede organer som øjne og ører: det er som om hele kroppen kan modtage indtryk, så man kan se i alle retninger, så at sige. Øret kan oversættes til ord på grund af rutine, men det er virkelig noget, der ligner telepati, en kommunikation fra det ene sind til det andet, direkte, i tanker, i ikke-verbaliserede ideer. En anden trøstende observation for enhver kram, eller som har mistet brugen af ​​nogen del af sin krop, er, at trods alt forekommer det åndelige legeme perfekt og i sin helhed. Til at begynde med kan manglende evne til at opnå kontakt med levende mennesker give anledning til ensomhed og en følelse af isolering: men dette forsvinder senere, når du finder andre mennesker i din åndelige krop, inklusive tidligere døde slægtninge.

7. Mødet med andre . Nogle mennesker er i denne ekstrakorporale tilstand så tæt på døden klar over, at de møder døde slægtninge og venner, der ligner meget det, de havde på jorden, skønt de generelt er yngre og mere strålende. Andre har en vis opfattelse af disse mennesker, men kun som adskilt ånd, som de kan etablere mental kommunikation med. Ukendte åndelige enheder, nogle gange kaldet engle, kan også findes på en af ​​disse to måder. Ofte får den besøgende at vide, at hans tid endnu ikke er kommet, at han er nødt til at vende tilbage og afslutte sin periode med liv i den fysiske krop, at han skal fortsætte noget uafsluttet arbejde, tage sig af familien og andre ting. Denne idé forårsager normalt en øjeblikkelig harme, fordi livet på den anden side virker meget uattraktivt. Men efter at have reflekteret accepteres det som regel villigt til at genvinde byrden ved det jordiske liv. At dette generelt betragtes som en byrde, bør være en stor lettelse for alle mennesker, der er bange for at dø, og som bliver knyttet til en øm og slidt fysisk krop, måske mere tid.

8. Det lysende væsen og 9. Gennemgangen . De er allerede blevet overvejet i detaljer.

10. Barriere eller grænse . Nogle mennesker talte om en slags barriere for at gå til den anden side. De følte eller fortalte dem, at hvis de krydsede, kunne de ikke vende tilbage, men at de virkelig skulle vende tilbage og leve deres fysiske liv. Barrieren blev på flere måder tolket som vand ( flodbredden Styx? ), En grå tåge eller et hegn.

11. Fortæl andre . At fortælle disse oplevelser er et problem, fordi de fleste ikke ønsker at høre om disse ting. De forsøger at give dem lidt betydning og betragter dem drømme og hallucinationer eller simpelthen ren fantasi eller endda som bevis på mental ubalance. Dette kan være skadeligt for det emne, som disse begivenheder var en af ​​de mest livlige og virkelige oplevelser i hele hans liv. Så hold kæft eller tænker på disse reaktioner, du fortæller aldrig nogen, medmindre nogen synes interesseret. Antydningen om, at fantasi har noget at gøre med det, er især absurd, af den samme grund, at disse oplevelser er helt ufattelige. Det er netop det, der giver dem deres mindeværdige virkning og kvalitet. Intet fjernt lignende var nogensinde sket før. Selv om den religiøse lære eller nogle bøger havde forberedt personen, til en vis grad, var de sande begivenheder meget forskellige fra alt, hvad han nogensinde kunne forestille sig, og der var heller ikke noget tvetydigt, irrationelt eller beslægtet med en drøm i dem, det var noget nyt, underligt og vanskeligt at forklare, men det skete virkelig, og sindet og opmærksomheden var under alle omstændigheder mere opmærksom end i det normale vågne liv.

12. Effekter på livet. Hvad er virkningen af ​​disse for tidlige dødserfaringer? Sammen er de positive effekter. Folk fandt, at deres liv gjorde mere mening og var dybere, de blev mere tankevækkende og bekymrede mere for de seneste filosofiske problemer. Hans liv havde en anden målsætning og var mindre egoistisk.De fik en større bevidsthed om sindets liv og gav mindre opmærksomhed mod kroppen end før. De følte også mere bekymring og medfølelse med andre og et ønske om at finde en dybere mening i deres liv og generelt for at leve et bedre liv. Disse dybe og vedholdende forandringer følger ofte en religiøs konvertering eller praksis med yoga. Det er næsten umuligt at stamme fra en simpel hallucination, som skeptikere antyder.

13. En ny udtalelse om døden . Det er den naturlige konsekvens af disse oplevelser. Personen føler, at han har en vis direkte viden om begivenheden og ikke længere har brug for at stole på formoder eller ganske tvetydig religiøs undervisning. Også, og måske er det den vigtigste ting, al frygt for død forsvinder; Med tiden vil du være velkommen. Overlevelse efter døden synes nu en bestemt ting, men der er ingen tilbøjelighed til selvmord til at udfælde dens ankomst. Vi har en ny forståelse af formålet med livet på jorden såvel som med døden. Disse grusomme religiøse overbevisninger med belønninger og straffe efter døden kasseres. til fordel for en mere rationel forståelse.

14. Bekræftelse . Det henviser til verifikation af detaljerne eller begivenhederne i den fysiske verden observeret fra den ekstrakorporale tilstand, og som diskuteres, når

Man vender tilbage. Generelt er kontrollen god: lægerne er blevet forbløffet over de detaljerede beskrivelser af de forsøg, de gjorde for at genoplive ham, mens patienten var klinisk død. Mange af disse fortællinger blev lavet af patienter, der havde ringe eller ingen medicinsk viden, så de ikke kunne opfinde det. I nogle tilfælde var Moody i stand til at bede patienten og lægen eller enhver anden involveret person om at sammenligne deres rapporter.

I sin anden bog fortæller Moody om fire andre elementer, der er citeret af nogle mennesker, der nød en langvarig ekstrakorporal periode; men ingen blev kun citeret af en person.

1. Visionen af ​​viden . Det ser ud til at svare til de mystiske oplevelser, som Whiteman talte til os, fra højere niveauer i den anden verden end dem, der normalt opnås i korte ekstrakorporale oplevelser en verden af ​​eksistens, hvor al viden, Uanset om det var fra fortid, nutid eller fremtid, så det ud til at eksistere i en slags tidløs tilstand, et øjeblik af oplysning . Folket var enige om, at oplevelsen var uudtrykkelig og ikke kunne vende tilbage med en fuld hukommelse om den. Erfarne læger ville ikke bruge udtrykket viden, men snarere forståelse, intern vision, visdom eller belysning, fordi dette hører til en tilstand af højeste lykke, uden for sindets rækkevidde. Men kun dem, der har glimt det, kan fuldt ud forstå, hvad det er.

2. Lysets byer . Det var en sætning, der blev brugt af flere mennesker til at beskrive visioner om himmelske byer svarende til de traditionelle ideer om himlen.

3. Kingdom of Confused Spirits. Nogle mennesker fandt et sted befolket af spiritus, som syntes at være i en ulykkelig depression, hvilket måske svarede til skærsilden. De havde en hjerteskærende intern skuffelse og vandrede fra det ene sted til det andet, målløst, i et trist og deprimerende område.

Andre antyder, at de var selvmordsskadelige og meget knyttet til landet, fjernet deres fysiske krop, før de var forberedt på død og liv efter det.

4. Supernatural redninger. De beskriver oplevelsen af ​​nogle mennesker, der syntes at være reddet fra døden efter en potentielt dødelig ulykke, af åndelige enheder eller væsener.

På den anden side efterlader nærheden til døden sig et meget stærkt indtryk på hver enkelt person. Dette inspirerer tilliden til, at de virkelig taler om sager.

ægte og ikke imaginære. Personligt har jeg ikke haft en sådan oplevelse, så tæt på døden. Flere forskere bekræfter imidlertid flere af Moody's beskrivelser. For eksempel lyden af ​​klokker, et brøl svarende til vinden, når man forlader kroppen, ineffektivitet, fred og ro, synet om viden, en ny vision om død, en ny forståelse af formålet med livet på jorden og en stærk effekt på selve livet.

Et vist antal mennesker, der døde og vendte tilbage - eller som næsten døde, hvis du foretrækker at sige det på denne måde - blev modtaget af pårørende, der tidligere var død. Det virker naturligt og passende, men den overbeviste skeptiker kan stadig betragte det som fantasi. Jeg ved helt sikkert, at min bedstemor var der for at modtage min bedstemor, da hun døde i sin drøm, men det er en personlig historie til at gå nærmere på detaljer. Der er dog mange beskrivelser af besøg mellem familie og venner fra den anden side. Der er også ekstraordinære mennesker, der ser ud til at have evnen til at krydse grænsen, når de ønsker det. Forfatteren Robert Monroe beskrev sine rejser til den anden verden i bogen " Out of Body Travel."

Dr. Richard Gordon var allerede mere end 50 år gammel, da han blev læge og ven af Monroe- familien. Gordon havde to store hobbyer: Han plejede omhyggeligt med sig selv og bevidst opførte sig på en rolig måde,

som om han ville leve længe; så, når nogen besøgte ham på hans kontor, kiggede han fra sit indre kontor og rettede øjnene med stor intensitet uden at sige et ord. (Dette er vigtigt for det følgende).

En dag besøgte Monroe ham, og Gordon tilståede, at han ikke havde følt sig godt for nylig, men at han skulle på en rejse til Europa for at besøge lande, han ikke kendte. I Europa blev han alvorligt syg, og selvom han havde store smerter, vendte han hjem for at modtage behandling. Han havde en uhelbredelig kræft. Derefter troede Monroe, at det var på tide at nævne hans ekstrakorporale eksperimenter. Da Gordon var for syg til at besøge ham, besluttede Monroe at sende sin kone et brev for at læse for de syge, så snart han kunne høre hende. Gordon bad om at blive læst brevet igen og igen inden han døde.

Efter at have ventet i tre måneder på, at Gordon skulle integreres i den anden verden, besluttede Monroe at prøve at besøge ham en lørdag eftermiddag. Han forlod sin krop mentalt og udbrød: ” Jeg vil se Dr. Gordon! ”Efter hvad der så ud som en lang tur for ham, blev han ført til et sted, der ligner en stor institution.

De fik ham til at komme ind i et rum og sagde: " Vent, og lægen modtager dig om et minut ." Der var flere mænd i rummet og hørte på en ung mand i 22-årene, der talte med ophidselse. Men der var intet tegn på Dr. Gordon . Det var uudholdeligt varmt, eller sådan lignede det Monroe, og han troede, at han skulle vende tilbage. Men først vendte han sig tilbage til gruppen af ​​mænd, tøver med at spørge dem noget om Dr. Gordon . I det øjeblik stoppede den unge mand med at tale, vendte sig og stirrede på Monroe, før han fortsatte sin samtale. Monroe forlod og betragtede eksperimentet som en fiasko.

Den næste lørdag prøvede han igen, men på det præcise øjeblik forlod han sin krop, der kaldte Dr. Gordon, en stemme, der sagde ved siden af ​​ham: ” Hvorfor vil du se ham igen? Du så ham sidste lørdag . ” Monroe var så overrasket over, at han straks vendte tilbage til sin fysiske krop og tænkte over, hvad der var sket. Efter at have gennemgået hans notater igen, indså han, at den unge mand, han havde set, var Dr. Gordon, men han så 22 ud i den anden verden i stedet for halvfjerds; det intense blik, han gav ham, var nøjagtigt hans gamle look. Monroe havde aldrig mødt ham i den alder, men senere så han et billede af ham fra han var ung, hvilket svarede nøjagtigt til hans ekstrakorporale vision.

Agnew Bahnson var en anden god ven og amatørpilot. Han var meget interesseret i forskning i antigravitet og talte ofte om det med Monroe . Han var på en forretningsrejse i New York, og ved en lejlighed tog han en lur på sit værelse på sit hotel, da han havde tid til det. Lige i øjeblikket før drømmen hørte han Bahnsons stemme siger: ” Der er en måde at bevise anti-gravitation på. Alt hvad du skal gøre er at bevise det for dig selv, og du er blevet trænet til at gøre det . ” Monroe vidste, hvad han mente, men han manglede modet til at prøve; Han skrev tiden ned, kvart over tre. Da han vendte hjem, fortalte hans kone ham, at Bahnson var død, mens han forsøgte at lande med sit fly i et felt. Han spurgte: ” Skete dette for to dage siden, klokken kvart over tre? ”Og hun svarede, at det var det.

Få måneder senere forsøgte Monroe at få forbindelse med Bahnson på en udenfor kroppen. Han forlod sin krop, der kaldte Bahnson, og rejste i mørke, indtil han stoppede i et lille rum, også ganske mørkt. Kort efter dukkede Bahnson op og genkendte ham og sagde: " Bob, du vil aldrig tro på alle de ting, der er sket siden jeg ankom ." Det var alt, men det var netop den slags ting, som Bahnson ville have sagt, i betragtning af hans særlige interesse i nye oplevelser.

Senere døde Monroe's far, efter flere måneders lammelse og manglende evne til at tale, efter et angreb; Han var 82 år gammel. Det var flere måneder, før Monroe forsøgte at besøge ham og koncentrerede sig om sin fars personlighed for at hjælpe ham. Igen rejste han lang tid i mørket og stoppede derefter ved det, der syntes at være et hospital. I et lille rum fandt han sin far, der ser omkring 50 år gammel ud og ser stadig ret træt ud. Den døde mand vendte sig og så sin søn og talte til ham: ” Hvad laver du her!Monroe var for begejstret til at tale, og hans far tog ham under armene og løftede ham over hovedet, som han plejede at gøre, da Monroe var lille. Al preguntarle por su salud el padre replicó: “Ahora mucho mejor; el dolor ha desaparecido ”. Men med hukommelsen syntes at flygte fra hans energi og Monroe indså, at det var tid til at forlade.

Kimberly Clark y el efecto de unas zapatillas de tenis

Una de las historias que más conmovió a Raymond Moody fue la que vivió la psicóloga Kimberly Clark mientras trabajaba en el Hospital de Harborview (Seattle) . Dicha psicóloga se encontraba aconsejando a una paciente, Mary, que había sufrido un ataque al corazón, sobre la manera de volver a integrarse en su vida diaria una vez que se produjese el alta hospitalaria. Sin embargo, la paciente se encontraba más interesada en hacer comprender a la profesional que lo que realmente le había impresionado era su E xperiencia C ercana a la M uerte (ECM) durante dicho ataque cardiaco. Ella había abandonado su cuerpo y deambulado por todo el entorno del hospital mientras los médicos intentaban la reanimación en la misma cama de la habitación donde había sufrido el infarto.

Como es natural, la psicóloga Clark se encontraba escéptica ante dicho relato. A pesar de todo, Mary le dijo: “ Escuche, llegué a ver unas zapatillas rojas de tenis en el alféizar de una ventana más allá de mi habitación ”. Un tanto escéptica, la psicóloga se asomó a la ventana, pero no vio zapatilla alguna. “ Más allá ”, insistió Mary. La doctora Kimberly, con medio cuerpo asomando por la ventana, tampoco veía nada. “ Están justamente a la vuelta de la esquina ”. Despreciando el peligro de asomarse en una quinta planta del hospital, la psicóloga se estiró aún más y retorció su cuerpo para aumentar su ángulo de visión y así descubrir, justamente, unas zapatillas de tenis rojas idénticas a las que Mary había descrito. A partir de ese acontecimiento la doctora Kimberly Clark comenzó a desarrollar numerosas investigaciones en relación a las ECM .

Una experiencia personal de Jose Gaona Cartolano

Hace ya algunos a os, interesado en conocer el funcionamiento de cierta secta que acog aa un reverendo filipino conocido por sus habilidades de psicocirug a, viv una interesante experiencia extracorp rea sin, evidentemente, haber fallecido. El centro se encontraba alojado en un peque o chal t en los alrededores de Madrid, lugar donde se impart an clases de sanaci n pr nica y algunas otras t cnicas relacionadas con la salud espiritual. Huelga decir que, desgraciadamente, dichos cursos y disciplinas, encuadradas en un entorno sectario, constitu an un im n para personalidades desequilibradas.

En uno de los m ltiples fines de semana en que acud a recibir instrucci n, me encontraba tendido en el suelo junto con otros adeptos, tapado con una manta mientras el l der de la secta induc a un trance hipn tico a todos los que est bamos all con la excusa de ense ar alguna t cnica de relajaci n. Me pareci una idea interesante, as que comenc a regular los ritmos respiratorios mientras pensaba en la hipnosis, que no es otra cosa que centrar la atenci n de la persona en un objetivo externo a sus intereses y distraerla para adue arse parcialmente de su voluntad. En ese proceso, inducido verbalmente por el l der-terapeuta, comenc a notar que los chakras del pecho se abr an de manera considerable. Mi fuerte formaci n cient fica luchaba para comprender esta sensaci n como una mera alucinosis. Sin embargo, he de reconocer que la sensaci n de comenzar a respirar a trav s de dicho orificio era tan intensa que alc discretamente la manta para observar la entrada y salida del aire a trav s de un conducto fisiol gicamente inexistente. Me sent un tanto confundido conmigo mismo al intentar comprobar algo que sab a imposible, pero la sensaci n era m s poderosa que mi intelecto.

El l der de la secta nos indic que aceler semos el ritmo de la respiraci n, con lo que comenz bamos a realizar una respiraci n holotr pica propia de ciertas t cnicas de terapia de grupo encaminadas a familiarizarse con la sensaci n de muerte, si bien no era ese el prop sito de aquel ejercicio. Una sensaci n creciente de mareo comenz a invadirme debido a la hiperventilaci n, pero entonces ocurri algo de dif cil descripci n! Comenc a notar como mi yo sal ay abandonaba mi propio cuerpo. Pod a verme, o mejor dicho ver mi cuerpo, justo debajo de m, junto al de los dem s compa eros que se encontraban c modamente arropados por sus mantas sobre las colchonetas tendidas sobre el suelo. La sensaci n dur largos segundos, aunque no puedo decir el tiempo, ya que al igual que las personas que sufren EEC la temporalidad se encuentra sumamente alterada. Lo que s puedo subrayar es que mi consciencia se encontraba en perfecto estado, registrando todo lo que suced a con sorpresa, eso s en torno a mi persona.

Huelga decir que no hab a ingerido ning n tipo de sustancia, as como que ha sido la nica vez en la vida que me ha sucedido algo semejante. En líneas generales, fue una sensación agradable y ciertamente divertida para mis sentidos, particularmente porque tenía la seguridad de que todo era un puro producto de mi mente y que, además, me encontraba en un entorno protegido.

Esta experiencia no tiene necesariamente la misma raíz neurofisiológica que las ECM, pero he decidido relatarla para indicar que ciertas experiencias pueden tener al menos un origen conocido, como es la inducción hipnótica acompañada de respiración holotrópica.

No es menos cierto que otro tipo de situaciones pueden desencadenar experiencias extracorpóreas particularmente encuadradas en el marco de una ECM, como fue el interesante caso de Natividad, que lo experimentó al complicarse un parto, situación, por otro lado, relativamente frecuente. He preferido incluir el relato completo, que comprende nada menos que dos EEC (Experiencia Extracorpórea) y dos ECM (Experiencia Cercana a la Muerte). Al ser íntegro, sin aislar la EEC del resto de la historia, se comprende mejor la evolución de la experiencia. Es un caso excepcional que no he encontrado en ningún otro texto ni de autores nacionales ni extranjeros:

Tenía contracciones muy a menudo, por lo que se esperaba un parto prematuro y así fue. Rompí aguas quince días antes del final de cuentas, pero los médicos lo esperaban. Ingresé a las seis de la tarde sin contracciones, pero a las nueve de la noche una desgarradora contracción que duró mucho más de lo esperado puso a los médicos en aviso y me llevaron a dilatación. Las contracciones no eran las habituales que se suelen tener. A mí me daban cada minuto y duraban de cuarenta y cinco a cincuenta y cinco segundos. Prácticamente eran contracciones de parto. Me dijeron que la cosa iba a ir rápida, pero no fue así. La noche anterior la había pasado de falsa alarma en Urgencias y había dormido poco y mal. Había comido solo una sopa y estaba muy cansada. Pasaban las horas, muy duras, y para superar el dolor de las contracciones mi mente imaginaba un gran globo rojo que se iba hinchando poco a poco según el dolor subía de intensidad, y luego perdía volumen a la vez que el dolor disminuía. A las siete de la mañana estaba ya agotada y helada de frío, mojada, sedienta, dolorida. Era totalmente consciente de todo a mi alrededor y sufría enormemente. Pero de pronto sentí un bienestar indescriptible… ¡Ah, qué descanso, qué maravilla! ¡Cómo lo necesitaba! Me sentía flotar, inmensamente feliz, segura, calentita y seca… tan bien. Notaba la sensación como muy lejana y me entregué a ella. De pronto, algo me hizo darme cuenta de que eso no era normal. ¡No podía ser! No podía estar ocurriéndome eso. Yo estaba pariendo a mi hija entre dolores y no podía sentirme así. Me asusté, pues creí saber lo que me había pasado. Abrí los ojos y vi la pantalla de la televisión pegada a mí. En ese momento supe que había muerto. Miré la habitación… ¡Estaba en el techo! ¡En lo alto! Me vi muerta en la cama y pude ver a mi marido a mi lado. También vi a mi compañera de habitación ya su marido, que hasta entonces no los había visto, pues yo estaba monitorizada, atada en mi cama y con un biombo que me tapaba la otra cama.

En ese momento no sentí pena por mí ni por mi marido, pero sí por mi hija. ¡No podía morir ahora! Ikke nu! Pensaba: “Deja al menos que vea su cara. Que vea que está bien. Déjame terminar y me iré a la muerte”. El dolor desgarrador que sentí al saber que había muerto y que no vería a mi hija, que no la vería crecer, me hizo rebelarme y negarme ante dicha situación y prometí morir, pero cuando terminara. De pronto, sumergida en ese dolor espiritual tremendo volví al dolor físico terrenal, volví al frío, volví a la vida. Los médicos entraron en la habitación, me vieron mirarlos y no me dijeron nada. Yo no podía creer lo que me había pasado. Pensaba que quizás me habría dormido, o desmayado, pero no. No perdí la consciencia, no era un sueño. No dejé de ser yo, totalmente consciente en todo momento.

Absolutamente impactada por aquello, sabiendo lo que había experimentado, aún buscaba una explicación racional. Me sentía muy afortunada y volví a dar mi palabra de morir cuando terminara el parto. Una hora después volví a sentirme extremadamente cansada, exhausta, y de nuevo regresó aquella sensación placentera. Esta vez me enfrenté a la muerte con los ojos abiertos. Vi cómo empezaba nuevamente a flotar ya elevarme mientras mi cuerpo quedaba en la cama. Nadie parecía darse cuenta de nada, pero yo era consciente de que había vuelto a morir. Acepté resignada, pero una sensación de impotencia se fue apoderando de mí, como cuando alguien te gana injustamente haciendo trampas. Aceptaba, pero no era justo. No había terminado, no había visto la carita de mi hija… Y ese tremendo dolor por separarme de ella sin conocerla me desgarraba. Dentro de mí solo se repetía: “¡Déjame terminar! ¡Déjame ver que está bien! ¡Solo un momento, por favor! ¡Déjame verla!”. Y de nuevo volví al dolor físico, extremo, de una contracción, y supe que otra vez había regresado a la vida, al frío… Solo sabía repetir dentro de mí: “Gracias, gracias, gracias”.

Esta segunda experiencia sucedería sobre las ocho de la mañana. Mi hija nació a las once menos doce minutos. Yo no sé de dónde salieron las fuerzas para resistir, pero en cuanto pude verla me sentí feliz y satisfecha. Y me entregué a lo que fuera, porque pensaba que iba a morir y lo hacía feliz. Mi sorpresa es que sigo aquí, entre vosotros, que he podido ver crecer a mi hija, que es un regalo y un milagro para nosotros y que creo que el amor me devolvió a la vida o que vivo porque lo único que me ataba a la vida en aquel momento era dar vida. Dar la vida a mi amor hecho carne, no lo sé. Solo sé lo que viví, lo que sentí, por lo que no quise morir, pues os aseguro que nadie querría volver de allí. Morir es como volver de nuevo a casa. No hay mejor sensación, allí donde eres amado, protegido, donde siempre te esperan… Yo sentí algo así”.

Posibles explicaciones neurofisiológicas

El psiquiatra austriaco Menninger-Lerchenthal tendió un puente para iluminar los puntos oscuros en relación a las EEC que existían entre la Parapsicología y la Neurofisiología. En una serie de publicaciones entre 1946 y 1961 dedicadas a la Heautoscopia, lo que los alemanes han denominado tradicionalmente doppelgänger, observó que muchas nociones esotéricas respecto a un segundo cuerpo y los modelos neuropsiquiátricos que provocan la ilusión de separación entre la mente y el cuerpo se encontraban en íntima relación con los conceptos tradicionales de “ esquema corporal ” así como con los de “ miembro fantasma ”.

La diferencia entre Heautoscopia y Viaje Astral, es que en la primera la persona se ve a sí misma desde una posición superior. Por el contrario, en el V iaje A stral, la persona tiene la sensación de desprenderse de su cuerpo saliendo hacia arriba pero mirando hacia el techo.

Para Cook, el que una persona haya experimentado una experiencia heautoscópica y haya podido observar, por ejemplo, las actividades de un equipo médico flotando sobre su cuerpo durante una operación o durante unas maniobras de resucitación supondría que la retina del ojo estuviese activa para grabar dichas imágenes y pasar dicha información al córtex visual del cerebro. Todo ello apoyado por los demás sistemas de soporte, como, por ejemplo, venas, arterias, glándulas y un sinfín de estructuras anatómicas. A este autor la sola idea de poder visualizar lo que sucede en derredor sin el correspondiente sistema neurofisiológico le parece simplemente absurda. Afirma, sin tapujo alguno, que las EEC y las ECM son un producto directo de nuestra mente.

Para Irwin las EEC son el efecto de una interacci n entre una disminuci n de los procesos de atenci ny la p rdida de procesos som ticos de alerta. Las sensaciones de desconexi n del cuerpo se pueden producir durante la atenuaci n de las entradas sensoriales y de las se ales som ticas como, por ejemplo, en un tanque de aislamiento sensorial. La sensaci n de desconexi n del cuerpo parece verse afectada por un proceso de recodificaci n cognitiva preconsciente, ya que involucra la transformaci n de una idea abstracta y no verbal de consciencia eviscerada en una nueva imagen de consciencia generalizada somatoest tica de un yo est tico y flotante. Esta imagen somatoest tica puede ser afectada por procesos cognitivos m s amplios de tipo sinest sico. Este autor define la S inestesia como la transformaci n de una experiencia (perceptual o imaginaria) desde un sentido a otro. El principal postulado de la teor a de Irwin, de 1985, es que muchas caracter sticas de las EEC son producto de la transformaci n sinest sica de la imagen b sica somatoest tica del yo eviscerado. Para este autor, la forma m s com n en la que se presenta esta transformaci n es directamente en una imagen visual. Asimismo, el mismo proceso se aplica en otras sensaciones relacionadas con las EEC en cualquier otra modalidad sensorial. En palabras m s simples: las EEC ser an experiencias cruzadas de im genes originales, y durante este proceso se recuperar a informaci n desde la memoria y se modificar a, para construir una perspectiva que implicase a un punto de visualizaci n externo al propio cuerpo.

Algunos autores como Allan Cheyne creen haber demostrado que la estimulaci n directa del c rtex vestibular cerebral genera alucinaciones similares a las experiencias extracorp reas. Sus resultados parecen apuntar, bas ndose en evidencias neurofisiol gicas, que las experiencias extracorp reas podr an producirse despu s de una ruptura en la estructura de sensaciones corporales normales debido a alteraciones vestibulares-motoras y precursoras de experiencias de tipo autosc pico. Es decir, que aunque las experiencias extracorp reas han sido tradicionalmente atribuidas al mundo espiritual inmerso en un universo dualista relacionado con el esp ritu humano de g nero sobrenatural, podr a ser posible, seg n este autor, que al menos cierta parte de los s ntomas relacionados con dicha experiencia se pudiesen explicar desde el punto de vista exclusivamente neurofisiol gico. Ahora bien, este tipo de estudios l gicamente no explican c mo es posible que las personas que supuestamente se encuentran fuera de su cuerpo sean capaces de visualizar situaciones u objetos localizados en lugares lejanos.

Este autor defiende que se trata de un proceso igual a las alteraciones, por ejemplo, de la am gdala cerebral, que pueden provocar par lisis del sue oy generar alucinaciones consistentes de ndole visual ( visitantes de dormitorio ), auditivas ot ctiles que, en su conjunto, llevan al paciente a sentir que est siendo objeto de una agresi n sexual o de otra naturaleza. Otras alteraciones del c rtex vestibular cerebral pueden provocar experiencias extracorp reas.

En relaci na este tipo de alteraciones neurofisiol gicas, se ha especulado mucho acerca de la relaci n entre epilepsia y EEC. Sin embargo, en algunos estudios como el de Orrin Devinsky, en 1989, se apreció que tan solo un 6 por ciento de los pacientes con ataques epilépticos mostraban también experiencias extracorpóreas. No solo esto, sino que en este reducido porcentaje de personas el fenómeno se daba tan solo una vez, lo que sugiere que esta actividad anormal del cerebro o no es necesaria o no es suficiente para producir una EEC . Ya en 1876 Maudsley había apuntado que algunas de las alucinaciones de los insanos tienen su origen en lo que podríamos llamar alucinaciones motoras. Una alteración en los centros nerviosos de intuiciones motoras genera en la consciencia una falsa ilusión de la condición muscular. De esta manera un individuo que se encuentre postrado en una cama cree que vuela por el aire o imagina sus piernas, brazos o cabeza separados de su cuerpo. Tiene alucinaciones de los sentidos cuando existe una alteración de los centros nerviosos.

A este respecto resulta de interés el testimonio de Cristina, una persona que padece epilepsia: “ He tenido varias experiencias extracorpóreas, pues sufro de epilepsia. La que más recuerdo ocurrió una mañana tranquila, aún dormida. Comencé a convulsionar sin apenas tiempo para reaccionar. Cuando me quise dar cuenta, mi madre y mi tía me atendían encima de la cama. Mientras tanto yo las veía desde la puerta de la habitación. Incluso veía cómo mi cuerpo convulsionaba y cómo mi madre me metía una sábana en la boca para que no me mordiese la lengua. Siempre viéndolo desde la puerta, como una proyección de una película. Más tarde, recuerdo ver a uno de mis primos venir corriendo hacia la habitación para ver qué ocurría y atravesar mi cuerpo etéreo hasta llegar a la cama, donde todavía seguían atendiendo mi cuerpo físico” .

También parecen existir numerosas variantes de las EEC, como son las experiencias de movimientos ilusorios (IME, Illusory Movement Experiences ) que podrían terminar de explicar, al menos en parte, las EEC encuadradas dentro las alteraciones vestibulares y que dan origen a las siguientes sensaciones:

1.Flotar.

2.Volar.

3.Caer.

4.Rotar.

5.Elevarse.

No podemos olvidar que las EEC se caracterizan, a su vez, por presentar tres ejes:

1. Sensación de separación de nuestro propio cuerpo.

2. Ver nuestro propio cuerpo desde el exterior (autoscopia).

3. Situación elevada del observador. Lo que en definitiva produce esta triada de síntomas no es otra cosa que una sensación de separación espacial del yo observador respecto al cuerpo, tal como afirmó Brugger en 2002.

Asimismo, existen otras EEC que podríamos llamar parciales como, por ejemplo:

1. Experimentar la sensación de salir del cuerpo sin llegar a ver el propio cuerpo desde un punto de vista externo.

2. Ver lo que suponemos es nuestro propio cuerpo desde un punto de vista externo, sin sensación de haberlo abandonado o habernos separado del mismo.

3. Experimentar ambas situaciones.

También deberíamos distinguir entre: 1. La sensación de estar fuera del cuerpo basada en lo que nuestros sentidos nos dictan (OBF, Out of Body Feelings ).

2. Y la autoscopia fuera del cuerpo basada en la perspectiva visual que poseemos durante la experiencia (OBA, Out of Body Autoscopy ).

Para otros autores, como Irwin, hay que saber distinguir entre ver el doble de uno mismo y la sensación de estar fuera del cuerpo y ver nuestro cuerpo físico. Es decir, en el primer caso la consciencia se encuentra dentro del cuerpo primigenio y ve un doble, mientras que en el segundo caso la consciencia parece salir del cuerpo y ve el cuerpo físico original.

No son pocos los autores que relacionan las experiencias extracorpóreas con fenómenos derivados de episodios generados por la parálisis del sueño, como Olaf Blanke . Otros, como Taylor, identifican estas experiencias con las personas que preconizan sus habilidades de salir fuera del cuerpo y visitar lugares remotos, casi siempre en decúbito supino y en los momentos intermedios entre la vigilia y el sueño como una habilidad que, simplemente, se puede llegar a desarrollar. Otro autor, llamado Oliver Fox, fue uno de los primeros en describir una técnica más o menos eficaz para mandar el cuerpo a dormir mientras la mente todavía está despierta. Allan Cheyne postula que las experiencias vestibulares-motoras son el resultado de informaciones falsas y conflictivas acerca de la posición, la actitud del propio cuerpo y de algunos de sus movimientos, que a su vez pueden interferir con otras fuentes sensoriales de fondo o quizás con la información de su ausencia.

En definitiva, las experiencias extracorpóreas tienen mucho en común con, por ejemplo, el fenómeno del miembro fantasma, donde existe un fallo de integración de las capacidades táctiles, vestibulares, motoras y visuales del propio cuerpo con implicaciones de regiones cerebrales relevantes como son las parietales, temporales y frontales. En ambas se tiene la certeza de que lo que se está viviendo es totalmente real.

En las experiencias autoscópicas también se tiene la seguridad de que la persona que se está viendo, por ejemplo, justo debajo, es uno mismo, aunque no se corresponda ni la apariencia ni el aspecto físico ni la edad, color o aspecto del cabello. En realidad, lo que la persona parece ver es un cuerpo que posteriormente identifica como sin alma . A este respecto llama la atención la experiencia sufrida por Maika:Despu s de tener a mi niño pude irme para casa en perfecto estado de salud. Sin embargo, a los pocos días comencé a tener fiebres muy altas y tuve que volver al hospital. Me ingresaron para hacerme una serie de pruebas. Mi estado empeoró y me tuvieron que trasladar a la UCI, donde estuve treinta y dos días en coma. Llegué a tener hasta tres paradas cardiacas y me reanimaron otras tantas veces. Durante las paradas llegaba a observar a los médicos desde lo alto mientras me encontraba fuera de mi cuerpo. Era desesperante porque les gritaba que no estaba muerta, pero nadie podía oírme. Fue algo sumamente desagradable. No llegué a ver ni túnel ni luz ni cualquier otra cuestión propia de las ECM”.

Si atendemos a los neurólogos más ortodoxos, tendríamos que denominar estas experiencias, coloquialmente, como arrebatos de las intuiciones motoras centrales o alteraciones de representación de la información del estado actual del cuerpo respecto a su postura, movimiento y orientación gravitacional.

También existen EEC parciales . Es decir, una duplicación no solo del cuerpo completo, sino solamente de un brazo o una pierna. Por último, el avance en las investigaciones en este campo de la neurología y de sus mecanismos cognitivos nos procurará una comprensión mayor de las complejas y extrañas distorsiones corporales que se presentan en los pacientes psicóticos.

Algunos autores, como Russell Noyes, han afirmado que los estados de despersonalización que se dan durante las ECM son tan solo un mero mecanismo de protección frente al estrés de enfrentarse a la muerte. Sin embargo, otros autores como Glen Gabbard y Stuart Twemlow realizaron, en 1984, una cuidadosa comparación con las experiencias subjetivas de despersonalización respecto a las experiencias extracorpóreas que caracterizan las ECM . Encontraron diversas diferencias fundamentales, por ejemplo: la experiencia subjetiva de despersonalización suele acarrear una sensación desagradable y de pérdida de contacto con la realidad, mientras que las personas que están sufriendo una ECM suelen encontrarla agradable y la viven con una sensación de intensa realidad.

Asimismo, la despersonalización involucra un desapego del cuerpo que es subjetivamente distinto de la experiencia extracorpórea propia de las ECM, tal y como concluyeron todos estos investigadores.

Sin embargo, sus conclusiones aún pretendiendo ser exhaustivas, no pueden explicar la frecuencia de dichos fenómenos, ni tampoco excluir la existencia de una realidad más allá de lo que nosotros conocemos.

¿Y entonces, qué nos espera en el otro lado?

Se muri y se fue al cielo , dice el cuento.

As lo hizo y as lo haremos todos, pues ste es un cuento que se convierte en realidad para todos. Men det er ikke så enkelt eller så øjeblikkeligt som historien antyder. La morada natural del Yo Superior es el reino que ha sido llamado por algunos el plano mental y al cual voy a referirme como al cielo por utilizar un t rmino con el que todos estamos familiarizados. Sin embargo, la transici n desde la vida terrena a la vida celestial ser a demasiado s bita y realmente muy poco agradable para la mayor a de nosotros si se hiciera bruscamente. Por tanto, necesitamos un per odo de preparaci n en un reino intermedio y debemos culminar esa etapa preparatoria antes de alcanzar niveles m s elevados. Despu s de la muerte, la mayor a de la gente experimentar una reorganizaci n en c scaras o capas de piel como la de la cebolla. La materia m s grosera quedar al exterior, y la m s sutil quedar enterrada dentro. Si reflexionamos un poco nos daremos cuenta de que sta es una disposici n muy buena, aunque parezca dura al principio, pues el resultado es que nos veremos obligados a enfrentaros a los instintos m s bajos del mundo astral primero, en un per odo corto y concentrado, de modo que quedaremos libres para elevarnos a niveles m s agradables sin temor de vernos atra dos hacia el dolor y la pena. Estos desaparecer n en cuanto hayamos quemado nuestro deseo por la vida terrenal. La vida despu s de la muerte no necesita ser algo temible; incluso sus primeras etapas podr an ser una aventura atractiva.

C mo ya he dicho, la transici n no ser repentina o inesperada. Mennesker, der dør stille fra alderdom, har ofte nogle visioner om det liv, der venter dem. Pueden recordar claramente sus visitas al otro mundo en sue os, o tener experiencias conscientes extracorporales. Cuando el momento de la muerte se halla pr ximo, a menudo nos dicen que ven a alguien esperando para recibirles. Es realmente una observaci n muy corriente la de que el rostro de los muertos tiene una expresi n de paz y felicidad. Tal vez pasen algunos períodos cortos en ese reino intermedio, mientras se desprenden de los últimos lazos que les atan a su vida anterior. Pero al final están preparados y deseosos de continuar avanzando. En esta etapa han vuelto ya, finalmente, la espalda a las atracciones de la vida terrena ya sus duplicados más refinados de los niveles astrales. Han purificado su alma de todas las emociones más groseras, que no pueden encontrar expresión en el mundo celestial. Aunque se halle en lo que se conoce como el nivel mental, sería un error considerarlo exclusivamente como un mundo de ideas, impresión que podríamos formarnos después de leer la literatura que hay sobre el tema. Indudablemente, debemos llevarnos al cielo la parte más elevada de nuestra naturaleza emocional pues el amor altruista es considerado como una característica importante de esta etapa. Entonces podéis preguntar, ¿cuál es, pues la diferencia? En los niveles más elevados del reino astral podemos ejercer nuestras emociones más puras y tenemos acceso a nuestra mente inferior. Ahora el énfasis cambia; moramos, por así decirlo, en nuestra mente y tenemos acceso a las emociones apropiadas.

¿Es sólo esto lo que cambia? Nej, det er det ikke.

La etapa intermedia es una especie de existencia artificial, en cierto modo, porque estábamos entonces separados de nuestro verdadero Yo; éramos seres incompletos. Ahora, al final, al entrar en el cielo, llegamos a nuestra verdadera morada: nos reunimos con nuestro Yo Superior, volvemos a ser un todo. Derudover har vi fjernet os alle de trætte aspekter af vores personlighed, dem, der forhindrer os i at kende Gud. Nu er vi befriet for alt dette; Vi kan indtaste vores sande opholdssted, endelig, i fred og med al ære.

Dette nye liv er så forskelligt fra det jordiske liv, at det er meget vanskeligt at forestille sig. Alle de ubehagelige egenskaber ved livet på jorden er nu glemt; i himlen er der ingen tristhed eller hukommelse om ulykke eller ondskab. Vi vil kun huske de glade og værdifulde begivenheder og den visdom, vi har opnået i det forgangne ​​liv. Fantasi er nøglen til denne verden. Alt, hvad vi forestiller os, kommer øjeblikkeligt til. Vi skaber vores egen himmel nøjagtigt som vi ønsker. Hvis vi tror på den tegneserie, hvor vi sidder på en sky og spiller harpen, er det netop, hvad vi vil gøre, indtil vi bliver trætte og tænker på noget mere interessant at gøre. Hvis vi er hengivne, kan vi tilbringe lange perioder i en kontemplativ holdning i vores særlige kirke, tempel eller moske eller finde Gud i naturen. Men hvis vores idé om himlen er billedet af et lykkeligt familieliv, vil det være det; Familie og venner, levende eller døde, vil være omkring os i lykkelig nattverd. Hvordan kan dette være, kan du spørge, når nogle af dem stadig lever på jorden? Jeg har allerede sagt, at fantasi var nøglen: de er figurer, der for det meste er skabt af fantasi, skønt de vil virke virkelige og på en måde de er virkelige, fordi hvert af disse billeder er en slags duplikat af den sande person, hurtigere For dine egne tanker og følelser. I den verden er det muligt at være mange steder på én gang, selv uden at vide det bevidst. Men hvis tanken eller kærligheden til en anden person er stærk nok, og han eller hun også er i himlen, så kan vi virkelig mødes og kommunikere bevidst. Hvis dette sker, er det et mere intimt, komplet og tilfredsstillende nattverd end noget andet, vi kan opleve på jorden: Vi bliver så at sige en enkelt og enkelt tanke.

Hvis vores idé om himlen imidlertid har et mere intellektuelt eller kunstnerisk aspekt, bliver vi heller ikke skuffede. Vi kan bruge vores tid på at udveksle ideer med andre, der har lignende interesser, læring eller undervisning, som det foretrækkes. Det vil ikke være som en debat eller en jordisk diskussion, der er tunge eller afbrudt af upassende ord, og som sandsynligvis vil blive fortolket forkert. Kommunikation består af en slags telepati af ideer, af tanker i sig selv og ikke af deres klodsede verbale udtryk. Hvis vi kan lide at lave planer, eller hvis vi er kreative tænkere, kan vi fortsætte med at udarbejde pragtfulde planer og organisere nye civilisationer, hvor alle er kloge og føler sig glade. Eller måske skaber vi en vidunderlig ny filosofi, der leder mænd til visdom og harmoni. Vi kan gøre, hvad vi vil, ved at give fantasien frie tøjler. Tal vez escuchemos una música celestial, distinta a cualquier sonido producido por instrumentos terrenales, o incluso tal vez compongamos esa música. Podemos contemplar o incluso escribir grandes obras de teatro y óperas. og lignende ting; todo cuanto hagamos o disfrutemos será lo que queramos hacer; una continuación de las actividades preferidas en la tierra llevadas a cabo sin ninguna traba o frustración por las limitaciones terrenales.

¿Parece todo esto demasiado maravilloso para ser cierto? Det bliver det ikke. La realidad será mucho más maravillosa de lo que podemos, posiblemente, imaginar. Sin embargo, en otro sentido sí es demasiado bueno para ser cierto.

Dejad que intente explicaros esta contradicción: cuando en la vida terrenal tenemos una visión del otro mundo, descubrimos que se halla fuera de toda descripción. Tiene sus cualidades únicas: en muchos aspectos es distinto a todo cuanto hay en la tierra y es maravilloso. Pero si pudiéramos elevarnos con toda nuestra conciencia a mayor altura, hasta el siguiente nivel importante que es este mundo celestial del que estamos hablando, nos ocurriría exactamente lo mismo. La experiencia sería una revelación totalmente nueva de un estado del ser más glorioso, más libre y más elevado de lo que nunca podríamos haber imaginado. Pues este nivel mental también tiene su propia singularidad, sus propias cualidades especiales e imprevisibles.

Pero en la práctica, muy pocos de nosotros somos capaces de hacer esta transición mientras nos hallamos todavía en la tierra, y por eso no tenemos experiencia de este nuevo mundo extraño, no sabemos cómo enfrentarnos a él. Cuando al final llegamos a esta esfera, después de la muerte, somos como bebés recién nacidos en la tierra. Pero ésta es una analogía imperfecta; el bebé aprende en seguida. Sin embargo, cuando alcanzamos el cielo, parece que no somos capaces de experimentar y aprender como lo hace un bebé; sólo podemos hacer uso de las experiencias que ganamos mientras reteníamos todavía un cuerpo físico y un cerebro que nos ayudaba a organizar estas nuevas experiencias. Pero la mayoría de nosotros, en la vida terrenal, no estamos todavía preparados para estas experiencias sublimes: tenemos otros asuntos terrenales para tenernos totalmente ocupados. Así que llegamos al cielo sin preparación alguna y lo único que podemos hacer es crear nuestro propio trocito de cielo a nuestro alrededor y morar en él subjetivamente en una especie de estado de sueño. Para un yogui de larga experiencia que haya superado este nivel mental, la situación de la mayoría de habitantes del cielo seguramente le aparecería así, pero a cada uno de estos individuos no les parece igual en absoluto. Para cada uno de ellos es una vida plenamente feliz, en perfecta libertad y eso es lo que importa -nuestros propios sentimientos respecto a la situación. Jeg har allerede sagt, at betingelserne i denne verden virkelig er ubeskrivelige, og alt dette giver måske ikke meget mening lige nu. No os preocupéis; Vi vil nyde det enormt, når vi kommer dertil.

Sin embargo, voy a intentar otra vez aclarar un poco las cosas. En anden fortælling om livet efter døden antyder, at det er et grusomt bedrag at betragte himmelens liv som en ny drøm og illusion. I det fysiske liv påpeges, at mange af os er betydeligt selvcentrede og handler kun inden for et begrænset område. Vi er begrænset ikke kun med hensyn til vores opholdssted og vores arbejde, men i vores tanker og ideer, og vi lever i vores egen lille verden af ​​fordomme, vaner og konventioner. Derfor ville det ikke være overraskende, hvis vi gjorde det samme i himlen. Det er dog ikke det samme; i himlen er vi meget tættere på vores oprindelses oprindelse, og det er derfor, vi ser og tænker på en mere reel måde. Vi må heller ikke antage, at dette lange ophold i himlen er nytteløst.

Tværtimod, det har sit formål og tjener virkelig et dobbelt formål. Por una parte “ recibimos la recompensa en el cielo ” por todas las pruebas y tribulaciones de una vida difícil bien pasada en la tierra; disfrutamos de una tranquila relajación y reflexionamos

sobre nuestras adquisiciones de la vida pasada. På den anden side har disse reflektioner en positiv værdi; tenemos un tiempo muy largo para digerir nuestras numerosas experiencias y extraer de ellas su virtud . Derefter overfører vi oplevelsen til visdom og urealiserede forhåbninger med kraften til at udføre dem, hvis vi har en anden chance. Det kræver tid og frihed at forpligte sig til at gøre alt dette. Vi har til rådighed, hvor meget kræft vi har brug for og kan bruge. ¿Cuánto tiempo necesitamos? Algunos dicen que la vida en el cielo es eterna. Para la mayoría de nosotros una estancia de unos cuantos siglos parece probable antes de regresar a la rueda de la reencarnación, pero realmente no lo sabemos con certeza y es probable que haya grandes variaciones de unas personas a otras. Livet på jorden ser ud til at skride hurtigere og hurtigere, da videnskab og civilisation medfører hurtige ændringer i vores livsstil, og når verdens befolkning hurtigt øges. Derfor antyder nogle mennesker, at det himmelske liv også kan fremskyndes. I mangel af nogen begivenhed, der signaliserer tidenes gang, vil oplevelsen være tidløs, og tiden, som vi forstår det, har ingen værdi.

Se dice que el plano mental está subdividido en un número de subniveles, distintos entre sí por la cualidad de su substancia mental refinada. La mitad inferior está asociada con los pensamientos concretos y forma parte del reino de la personalidad, el yo inferior, mientras que la parte superior trata del pensamiento abstracto y es la morada del Yo Superior. Det ser ud til, at sjælen i himlen ikke er forpligtet til at opleve betingelserne for de forskellige underniveauer, den ene efter den anden. Hun er tiltrukket af det niveau, der passer til sit temperament og tilbøjelighed.

Hvad er mulighederne?

Se dice que el primer nivel es la morada natural de todas aquellas personas que no han pedido nada m s en la tierra que una vida familiar afectiva y un c rculo de buenos amigos. Si sta es vuestra inclinaci n, entonces os ver is muy complacidos. Vuestra familia y amigos est n all con vosotros, dondequiera que los quer is. Det er ikke nødvendigt at rejse som på jorden for at besøge de sønner og døtre, der bor langt hjemmefra. Simplemente, bastar con pensar en ellos para tenerlos a vuestro lado, con todo su cari o, junto con sus esposas y esposos y con vuestros nietos, a los cuales tal vez raramente ve ais en la tierra, u otros que posiblemente nacieron despu s de vuestra muerte. Vuestros amigos y sus familias tambi n estar n todos a vuestra disposici n en cuanto lo dese is. Tal vez os pregunt is sobre los animales dom sticos. Los ech steis de menos cuando murieron, o tal vez vosotros os fuisteis antes y los dej steis llorando por vosotros. S, pod is tenerlos a vuestro lado. Ser a trav s de la imaginaci n, verdaderamente, aunque parecer tan real que no os dar is cuenta de ello. Los animales tal vez no sean capaces de alcanzar vuestro nivel, pero la imagen que crear is al pensar en ellos estar animada y vivificada por el afecto que os ten an en la tierra. Tal como he explicado antes, lo mismo ocurre con los amigos. No pod is reclamarlos en exclusiva; ser a algo ego sta e injusto, porque ellos tienen otros amigos. En el cielo no hay lugar para el ego smo y la injusticia. Pero eso no ser problema alguno, porque los podr is ver tanto como quer is. Si os cans is de su compa a no ten is m s que retirar vuestra atenci ny se desvanecer n.

El segundo nivel es para aquellos que buscaron su gu am s all de la familia y los amigos, que adoraron a alg n personaje religioso como Jes s, Buda, Mahoma o alg n santo en particular, o alguno de los Dioses Hind es, seg n su secta religiosa aceptada. Si acud ais a la iglesia s lo el domingo, entonces, indudablemente, podr is continuar con algo parecido a esta pr ctica, pasando la mayor parte de vuestro tiempo en el primer nivel y visitando el segundo siempre que sint is la necesidad religiosa. Ya no os ver is presionados por la costumbre local o por un sentido del deber. Pod is hacer exactamente aquello hacia lo cual os sint is inclinados.

El tercer nivel es, sobre todo, para aquellos cuyas inclinaciones religiosas ten an un cariz menos personal, aquellos que adoraron a Dios oa la Inteligencia C smica oa Brahma, de alguna manera m s abstracta. Tambi n para aquellos que ve an el Principio Divino

encarnado en los hombres y en las mujeres y que se preocuparon act vamente por ayudar a los dem s.

El cuarto nivel es para aquellos de una inclinaci nm s intelectual, que llevaron estas abstracciones a un estadio m s avanzado, intentando trabajar para el bien de la humanidad, en lugar de hacerlo para un individuo en particular o para grupos de personas. Aqu est n las personas para quienes el conocimiento espiritual fue una aspiraci n altruista, los f l sofos y los cient ficos m s inspirados, los grandes escritores, actores, m sicos, artistas y dem s; la gente que trat de transmitir algo de su propia comprensi n espiritual a los dem s.

Det er ikke nødvendigt at give mere præcise detaljer og eksempler. Når vi når den himmelske verden, vil vi være vant til at leve uden en fysisk krop. Hemos de insistir, una vez más, en que no necesitamos sentir el más mínimo temor ante esta nueva transición, esta nueva etapa de nuestra aventura. Ciertamente, será más agradable que el estado intermedio y seremos capaces de avanzar sin guía alguna. Uden bevidst indsats vil vi befinde os i de mest passende betingelser for øjeblikket behov og i andre lige så velegnede, når behovene varierer.

Hay etapas todavía más elevadas de este mundo, pero las únicas personas que se sentirán bien allí son aquellas que estaban totalmente familiarizadas con el pensamiento espiritual abstracto en la tierra . Jeg henviser til mennesker, der forstod det totale formål med livet, og som var villige til at ofre verdslige glæder for at samarbejde med disse åndelige formål. En realidad hay muchas almas en los niveles superiores. De fleste af dem er ikke parate til at have en fuldstændig vågen bevidsthed i det hellige rige, og de tilbringer tid i en slags drøm fuld af velsignede drømme, en tilstand, der ikke kan beskrives uden at give anledning til fejlagtige fortolkninger. Det siges imidlertid, at alle har mindst et bevidst syn på det højere niveau, hvor vi forbliver nøgne, afslørede vores sande og evige Højere Selv, endelig fri for de sidste rester af personlighed, som vi har animeret siden fødslen.

Para terminar nuestro viaje a través del Reino de la Muerte, recordar los versos que el gran poeta John Keats dedica a la muerte, en su hermoso poema: “ Oda a un ruiseñor ”. Espero que os sirvan de guía y de consuelo cuándo emprendáis el camino hacia el otro lado.

Entre sombras escucho;

y si yo tantas veces casi me enamoré de la apacible Muerte y le di dulces nombres en versos pensativos, para que se llevara por los aires mi aliento tranquilo, más que nunca morir parece amable, extinguirse sin pena, a medianoche, en tanto tú derramas toda el alma en ese arrobamiento. Cantarías aún, mas ya no te oiría: para tu canto fúnebre sería tierra y hierba.

Pero tú no naciste para la muerte, ¡oh, pájaro inmortal! No habrá gentes hambrientas que te humillen; la voz que oigo esta noche pasajera, fue oída por el emperador, antaño, y por el rústico; tal vez el mismo canto llegó al corazón triste de Ruth, cuando, sintiendo nostalgia de su tierra, por las extrañas mieses se detuvo, llorando; el mismo que hechizara a menudo los mágicos ventanales, abiertos sobre espumas de mares azarosos, en tierras de hadas y de olvido.

¡De olvido! Esa palabra, como campana, dobla y me aleja de ti, hacia mis soledades. ¡Adiós! La fantasía no alucina tan bien como la fama reza, elfo de engaño. ¡Adiós, adiós! Doliente, ya tu himno se apaga más allá de esos prados, sobre el callado arroyo, por encima del monte, y luego se sepulta entre avenidas del vecino valle. ¿Era visión o sueño? Se fue ya aquella música. ¿Despierto? ¿Estoy dormido?”

MÁS INFORMACIÓN en los Manuales: “Nuestra última aventura” de E.Lester Smith, “Al otro lado del túnel” de José Gaona, “La última de las jornadas” de R Monroe y “Vida después de la vida” de Raymond Moody.

Næste Artikel